v./ Jeanette Petrea Bo
Menu
v./ Jeanette Petrea Bo
Mødet med den lukkede dør, står stærkt for Tina Jenny Kjeldsen. Det er mindet om, hvordan interessen for demens egentlig startede. Hun står foran døren og ved ikke, hvad der foregår på den anden side. Hun er sosu-hjælperelev. Hendes vejleder fortæller, at der gemmer sig et demensafsnit bagved, men mener ikke det matcher Tinas temperament. Der bor seks svært demente beboere bagved døren.
Når døren gik op og der kom en ud derfra, oplevede Tina en helt fantastisk ro inde i sig selv. Hun får én dag derinde og er solgt.
Den 1. januar 2022 starter Tina Jenny Kjeldsen op som selvstændig demenskonsulent. Efter en længere sygeperiode, skal Tina i gang igen. Det er hendes datter, som puffer og siger:
”Hør mor, der er så meget brug for det du kan,”
og kommer med det, der skal vise sig at blive virkelighed:
”Hvorfor starter du ikke som selvstændig?”
Det sætter mange tanker i gang. Tina må tage en alvorssnak med sin selvtillid – og i slutningen af marts 2022 åbner hendes hjemmeside. Hun er klar.
Siden Tina Jenny Kjeldsen blev færdig med SSA-uddannelsen i 2005 har hun kun arbejdet med demens og demente borgere. Hun har både arbejdet på gulvet og som leder. Og har derudover flere kurser og efteruddannelser bag sig. Derfor føler Tina, at hun kan tilbyde en ekstra service end den kommunerne kan tilbyde.
Tina Jenny Kjeldsen er oprindeligt uddannet kontorassistent. Det er tilbage i 1980´erne. Efter en periode som arbejdsløs, får hun job som ufaglært omsorgsmedhjælper. Hun arbejder med misbrugere og prostituerede. Tina er vild med klientellet og da arbejdspladsen skal fastansætte nogle folk, bliver Tina valgt fra, da hun netop er ufaglært. Der bestemmer hun sig for at tage en sundhedsuddannelse.
Tina var sikker på, at hun skulle tilbage og arbejde med misbrugere, men mødet med en lukket dør på et plejecenter i hendes allerførste praktik, ændrede alle hendes planer:
”Jeg husker bare, at jeg stod foran den der lukkede dør og var nysgerrig på, hvad der gemte sig inde bagved,”
fortæller Tina drømmende, og siger videre:
”Hver gang døren blev åbnet og der kom en ud, oplevede jeg en helt fantastisk ro inde i mig selv. Jeg følte det, som var det en engel, der gik forbi mig.”
Den ene dag Tina fik bag den lukkede dør, skulle hun hjælpe en beboer med personlige pleje. En gråhåret, ældre kvinde, som pludselig udbryder:
”Hvor er mit røde hår?”
Det varede kun et ganske kort øjeblik, men Tina kunne se, hvordan kvindens øjne forandrede sig. Tina fik et glimt af den kvinde, som hun engang var.
Det var i Tinas allerførste praktik som sosu-hjælperelev.
Hun blev ekskluderet fra fællesskabet – og det kunne jeg ikke bære
På sosu-assistent-uddannelsen ønskede Tina, at psykiatripraktikken skulle foregå på et demensafsnit. Sådan blev det. Fire måneder blev det til, hvor eleven sugede til sig af viden om demens:
”Jeg fik to beboere, som jeg skulle have ansvaret for,”
fortæller demenskonsulenten, og fortsætter:
”Den ene var tidligere læge og den anden var virkelig anmassende og pillede hele tiden ved et eller andet. Hun kunne blive utrøsteligt ulykkelig.”
I de situationer lukkede personalet hende ude bag en glasrude, men så hun stadig kunne kigge ind og se, hvad der skete. Tina siger med trist stemme:
”Hun blev ekskluderet fra fællesskabet – og det kunne jeg ikke bære. Jeg fik en snak med de pårørende, som fortalte, at beboeren som barn var blevet låst inde i et skab af sine forældre.”
Demensafsnittet var derfor med til at genoplive beboerens traumatiske oplevelse fra barndommen.
Resten af Tinas praktikperiode blev den anmassende beboer inkluderet i fællesskabet – og hendes humør og adfærd ændrede sig mærkbart positivt.
Tinas anden beboer, den tidligere læge, havde stået på ski hele sit voksenliv. Tina forærede hende to stave til stavgang og oplevede, hvor hjemmevant beboeren brugte stavene:
”Der sker simpelthen magi, når man bruger menneskers egne ressourcer.”
siger Tina og fortsætter:
”Jo mere vi ved om hinanden, vaner, rutiner og daglige cirkler, jo bedre kan vi hjælpe hinanden – også i en demenssygdom.”
De pårørende er konsulentens primære målgruppe. Flere andre grupper arbejder med den demensramte, men de pårørende må ofte stå alene:
”Vi putter mange penge i plejepersonale, men næsten ingenting i pårørende,”
oplever Tina og det er årsagen til, at det er den gruppe hun har fokus på.
Den private demenskonsulent er – ligesom kommunerne – underlagt service- og sundhedsloven. Til gengæld kan Tina, som selvstændig, have så mange samtaler med de pårørende, som de har brug for. Konsulenten sætter selv den ramme, hun arbejder ud fra og kan tilrette sine ydelser, baseret på de pårørendes behov:
”Jeg har ingen begrænsninger. Kun dem de pårørende sætter,”
fortæller hun.
På sin hjemmeside har Tina en vidensportal. Der lægger hun problemstillinger op, som pårørende har delt med hende. På den måde kan flere få glæde af én pårørendes oplevelse. Også de sociale medier bliver brugt. Blandt andet kører Tina Jenny Kjeldsen livechats hver 14. dag på Facebook. Her bringer hun også problematikker på banen, som kommer fra nogle af hendes kunder og drøfter dem med tilhørerne. Undervejs kan lytterne stille spørgsmål, som Tina løbende svarer på.
Gør det trygt at glemme
Den tidligere social- og sundhedsassistent har mange ideer og planer. Blandt andet drømmer hun om demensaftener i sin gårdbutik, hvor der er plads til 20 mennesker omkring bordene. Længere ude i fremtiden ser Tina sig selv invitere de demente og deres pårørende på ferie til Frankrig. Men hun må sande, at det tager tid at stable en virksomhed på benene og at det tager tid og hårdt arbejde, at få en fast og betalende kundekreds. Hun bruger de fleste af døgnets vågne timer på at gøre opmærksom på sin virksomhed.
For nyligt var hun klar til at give op, da der kom en elregning på 27.000 kr. Tina overvejede at tage et fast arbejde, som giver den faste og stabile indtjening.
Men tanken om den gode feedback hun har fået fra sine få kunder og tanken om den hjælp hun føler hun kan bidrage med, får hende til at hænge i. Hun fortsætter sin virksomhed.
Demenskonsulenten brænder for sin niche. Så meget, at der både er kommet logo og motto på hjemmesiden: ”Gør det trygt at glemme.”
For som Tina siger:
”Demens holder ikke ferie. Demens kender ikke til højtider.”
Den demente oplever i glimt, men den pårørende er der hele tiden.
Har (omsorgs)træthed, frustrationer og en nagende tvivl om du stadig vil arbejde som sygeplejerske sat sig fast?
Slip din drøm fri med tre små øvelser, hvor du finder ud af, om du skal fortsætte som sygeplejerske eller om du skal forlade faget.
Konkurrence
VIND et 1:1 sparringsforløb
Normalpris: 3.995 kr. Konkurrence for sygeplejersker, som overvejer at forlade sit job.
Konkurrencen slutter om:
Hej Tina
Kæmpe arbejde du gør.
Der er virkelig brug for dig.
Begge mine forældre har alzheimers. Mega hårdt arbejde.
Vi kunne godt have brugt en som dig. Da de muligheder for hjælp i de offentlige, er rimelige sparsommme.
De er lige kommet på plejehjem, hvilket vi håber bliver godt.
Held og lykke med firmaet. Der er virkelig brug for en som dig.
Knus
Marianne Mamsen
Kære Marianne
Tak for din anerkendelse, det er jeg virkelig glad for. Jeg håber det bliver godt på plejehjemmet, og du er altid velkommen til at kontakte mig.
Bedste hilsner
Tina