Skræmt helt ind til knoglerne

Oprettet: 17. august 2022
Af: Jeanette P. B. Dalsgård
Skelet itu
Kilde: begge fotos til dette indlæg er fra Pixiabay.com

Som del af plejepersonalegruppen har jeg i mange år – sammen med mine kollegaer – set, at mængden af personale overhovedet ikke svarede til mængden af opgaver. Jeg har også været del af den kompetenceforskydning, der er sket – nærmest helt ubemærket.

Jeg hørte allerede for 25 år siden, dengang jeg startede som ufaglært hjemmehjælper, at vilkårene som personale var forringet. Jeg havde kollegaer dengang, som også arbejdede i sektoren ti år forinden, så de havde et godt sammenligningsgrundlag. Jeg syntes nu det var fint, at have en time til at give mine klienter bad, en time til at ordne indkøb og to timer hver anden uge til rengøring.
Men allerede året efter begyndte den store omstrukturering, som vi ser konsekvensen af i dag.

 

Allerede dengang blev den time til bad ændret til et helt præcist antal minutter – uagtet at mennesker jo ikke har det ens hver dag. Uagtet, at mennesker jo faktisk er mennesker og ikke robotter.

Og dengang blev det også indført, at al brugt tid hos borgerne skulle scannes. Jeg husker tydeligt, at det føltes som tjek, som mistillid, som overvågning. Men den slags begreber får vi aldrig dem, som har fundet på at indføre dem i hjemmeplejen, endsige de folk, som beslutter den slags og heller ikke de folk, som skal overdrage nyheden til personalet, til at indrømme. Det bliver pakket noget så fint ind og kaldt noget, der trods alt er spiseligt.

 

Igennem mange år, ved jeg, at vi i personalegruppen har udtrykt, at der var for mange opgaver i forhold til det antal personale, som skal udføre opgaverne. Det går ud over alle – ja, undtagen dem, som indfører alle disse begreber, laver reformer, og 2% effektivisering. Mon penge og økonomi og renomé er det eneste lyksagliggørende for dem?

 

Igennem flere år har jeg talt med flere folk omkring denne problematik om personalemangel. En næstformand i FOA vidste simpelthen ikke, hvad hun ville svare, hvis hun blev spurgt, hvordan problematikken skulle løses. Det er nogle år siden. En forsker jeg har interviewet ved heller ikke, hvordan det skal løses, andet end en seriøs snak om, hvordan velfærdssamfundet skal se ud fremadrettet. En professor inden for økonomi vidste heller ikke, hvordan og sagde han ikke havde et godt svar.

En centerchef i Københavns kommune har lavet et masterspeciale, hvori det fremgår, at eksperter på området har forudset disse rekrutteringsproblemer allerede i starten af 00´erne. Men hvorfor i alverden er der så intet sket? Hvorfor er det, at vi så står med de alvorlige og massive problemer med mangel på personale?

 

Jeg interviewede en frafalden sygeplejestuderende til mit afgangsprojekt på fagjournalist-uddannelsen. Hun læser teologi på universitetet i dag. Hun sagde blandt andet:

“I dag kan jeg allerhøjst skuffe min studiegruppe. Ingen mister liv, hvis jeg laver en fejl.”

Hvilket stemmer helt overens med det forskeren til min kommende artikel sagde under vores interview:

“Jeg har også travlt på mit arbejde, men jeg kan allerhøjest lave en analyse forkert, sætte et punktum forkert i en rapport. Det er der ingen, der dør af. Jeg kan måske blive ramt på min faglige integritet, men værre er det ikke.”

 

Og med det stigende antal ældre, langt færre der søger ind på sygeplejestudiet og sosu-uddannelser – og når ingen, som i overhovedet ingen, ved sine levende råd på en løsning, bliver jeg skræmt.

 

Oveni den hat, har jeg hørt flere politikere tale om udenlandsk arbejdskraft. Igen virker det som en kortsigtet og fuldstændig vanvittig løsning. Udenlandske mennesker taler ikke dansk og det tager en rum tid før de lærer det.

Jeg må sige, at jeg har haft vagter mange steder, hvor personalet ikke talte dansk. På Slagelse Sygehus har jeg mødt et utal af læger, som ikke taler dansk. De forstår simpelthen ikke, hvad man siger til dem. De forstår ikke en besked og kan heller ikke selv gøre sig forståelige. Og når jeg finder det utrygt, som personale, hvordan mon patienterne på sygehusene så har det? Eller borgerne ude i kommunerne?

I en telefonsamtale med sektorformanden i FOA bragte jeg problemstillingen op. Han blev simpelthen så vred på mig, at han smed røret på. Han undlod også at tage telefonen de to gange jeg forsøgte at ringe ham op lige efter. Og han ignorerede den e-mail jeg sendte som forsoning. Han nægtede simpelthen at sprog-problematikken findes.

Sammenlagt med at politikerne nu vil søge udenlands for at løse manglen på plejepersonale skræmmer mig endnu mere. Her må jeg referere til, at den centerchef jeg har talt med, samt professor i økonomi fraråder udenlandsk arbejdskraft. I mine øjne er det endnu et symptom på, at dem, som ved noget og/eller arbejder i marken, ikke bliver hørt.

 

Noget andet jeg også er stødt på, gang på gang, er; sygeplejerskerne, plejepersonalet og fagforeningerne har selv talt faget ned. Hmmm, tænker jeg.
Men hvordan ændrer man så de horrible forhold, hvis man ikke må fortælle om dem? For fortalt om dem, har vi jo gjort. Men når vi ikke bliver hørt, er vi jo nødt til at fortælle om det på en anden måde. Og efterhånden som vilkårene bliver ringere og ringere, søger personalet andre græsgange. Ren logik, hvis du spørger mig.

Men, sig mig lige engang: Hvis vi ikke må fortælle virkeligheden som den er, for at få de rette folk til at forstå den og gøre noget ved den. Og vi så samtidig heller ikke skal romantisere den. Hvad skal vi så? Hvad må vi så?

 

Jeg er skræmt langt ind i knoglerne og jeg er sikker på vi ikke har set det værste endnu.

Subscribe
Notify of
6 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest populære
Inline Feedbacks
View all comments
Elisabeth Johansen
1 year siden

Det er slemt derude. Som elev skifter vi praktikpladser og ser flere sidder af medaljen. Der er en ringe service og et ekstremt dårlig arbejdsmiljø. Så dårlig at i en klasse af 22 elever vil kun to ud i kommunen eller region. Resten vil andet.

Conni Lilholt
1 year siden

Det er så rigtig skrevet, men tænker at vi måske sku lære at værdsætte hinanden ude i pleje sektoren , såvel som alle andre grene af den, der er masser af ufaglærte der er rigtig dygtige, mange der er hjælpere og SSA der kan hjælpe på sygehusene og ude i marken, men syntes måske man sku sætte sig ned og hviske tavlen ren, få alle lønninger med op så det rent faktisk ku blive attraktivt og ok at arbejde i faget for alle personalegrupper, få alle stillinger op på 37 timer og lave det sådan at man måske ku være med til at planlægge arbejdstiderne, alle ved at mellem kl. 7.30 – kl.9.30 ligges der vandret og det samme til frokost og aften , de første kommer i seng til kl 20 ogfår natmedicin hvor fedt er det efter et langt arbejdsliv, kære politiker og fagforeninger vågn dog op og prøv at være åben overfor nye tiltag

Gitte Wolf Nygaard
1 year siden

Dansker er så berøringsangste omkring alderdom og det faktum at vi alle i mere eller mindre grad kan få brug for hjælp og blive syge. Alderdom og at være gammel & syg er ikke Smart at tale om i Danmark. Jeg oplevet ligefrem at folk ser på mig med vantro og væmmelse, ringeagt når jeg fortæller at jeg arbejder i Hjemmeplejen. De er simpelthen ikke interesseret , de fornægter at vi alle har et ansvar. Jeg bliver betragtet og behandlet som mindre begavet og som et menneske der bare skal gøre hvad pårørende har behov for , at plejen gør for deres ældre familiemedlemmer. Folk og pårørende blander sig dagligt i min måde at arbejde Sundhedsfremmende på, hvordan jeg skal udføre det job jeg er uddannet til at gøre. Min Faglighed sættes der konstant spørgsmålstegn ved og hjemmet kan være fyldt med familiemedlemmer fx i ferieperioden som konstant brokker sig over Alt fra A-Z i min arbejdstid , hen over hovedet på br og den br jeg er der for. Ingen respekt overhovedet. Glædeligvis er der mange pårørende der til tider giver udtryk for taknemmelighed over at vi kommer. Men det er mit arbejde , så selvfølgelig kommer jeg, og selvfølgelig ved jeg hvordan jeg skal udføre mit Sundhedsfaglige arbejde, ellers ville jeg slet ikke være blevet ansat af kommunen til at påtage mig dette Store ansvar. Ansvar, Fagliglighed, Ordentlighed, Professionel Myndighedsperson og Grundighed er elementer der er en del af det Sundhedsfaglige personales DNA . Forstår Danskeren ikke det? Kan jeg kun opfordre Alle Dansker til at sætte sig ind i Alderdommen og hvad det vil sige at blive gammel i Dk. Vi har alle et personligt ansvar for at leve et godt liv og sætte os ind i samfundets virkelighed. Sundhedspersonalet taler ikke sig selv ned – det har Danskerne såmænd klaret selv med deres Fag snobberi igennem mange årtier. Det er ikke SMART at blive ældre, det er ikke SMART at være Professionel omsorgsfuld . Sidst men ikke mindst, så ved den almene Dansker overhovedet ikke hvad vores uddannelse som Social og Sundhedshjælper og Social og Sundhedsassistenter indeholder og hvor Samfunds SMARt og Sundhedsfaglig relevant disse uddannelser er. Spørger du tilfældige folk på gaden, vil mange komme med det generelle svar, at “De passer de gamle og vasker dem”. På et tidspunkt magter Fagfolk ikke disse endeløse nedskrivninger af vores Faglighed , vi er blevet ældre og trænger selv til Hjælp. Politisk Akuthjælp- Nu !! Og gerne så Alle kan forstå det!!

Inger Andersen
1 year siden

Det er helt korrekt skrevet og passer fuldstændigt ind I hvordan det er. Jeg har været 36år i plejesektoren og vil bare sige DET STÅR SLEMT TIL DERUDE STADIG???? DET ER BORGERNE DER BETALER PRISEN OG PERSONALET ER SÅ SLIDTE. VORES FAG FORENING KUNNE VÆRE SÅ MEGET MERE PÅ BANEN MEN DE GØR STORT SET INTET. ☹️ Så ja vores fag går en kedelig fremtid i møde

Wiktoria
1 year siden

Det beskrevne er den virkelighed vi som sosu personale arbejder i.Arbejdsforholdene er helt ude af propositioner.Der er uballance mellem arbejdsopgaver og ressourcer. Velfærden styrtdykker ned med stor hastighed i plejesektoren.Personalet flygter fra faget og det er forståeligt.Efter snart 40 år i faget er det skræmmende at opleve hvordan tiden til omsorgen og hensynet til at at udføre en værdig og ordentlig pleje ikke er til stede.

Villy Theodorsen
1 year siden

Al ære i forsøget med at fastholde personale.
Fra sygeplejerskerne er kravet nr 1 lønnen men derefter arbejdsmiljø og normering.
På et sted jeg arbejdede i 2021 havde ca 70 % af personalet stoppet. Samme år blev der fortalt af ledelsen at stedet vi arbejdet på var attraktivt, top respons fra styrelsen for patientstyrelsen og sågar en lokal brugerundersøgelse blandt borgerne var også i top, dog var der nogle små ting man skulle arbejde med. IKKE er ord om hvor mange der havde stoppet. På personale mødet blev der forklaret at grunden til at folk stoppede IKKE var pga vores arbejdsmiljø men at afd. ikke lige var hvad de havde tænkt sig. Hvis en ledelse ikke vil indse at man er nødt til at se indad, måske at lederen ikke er hvad afd. har behov for eller at lederen er så demotiverende og uengageret at lederen må tage sine ting og gå, så er det den øverste ledelse må gøre for at rette op på forholdene og arbejde aktivt og dagligt med de bekymrer personalet nu engang kan have og rette op på det.

Konkurrence

Jeanette-Din-Plejesektor

VIND et 1:1 sparringsforløb

Normalpris: 3.995 kr. Konkurrence for sygeplejersker, som overvejer at forlade sit job.

Konkurrencen slutter om: