Skræmt helt ind til knoglerne

Som del af plejepersonalegruppen har jeg i mange år – sammen med mine kollegaer – set, at mængden af personale overhovedet ikke svarede til mængden af opgaver. Jeg har også været del af den kompetenceforskydning, der er sket – nærmest helt ubemærket.

Jeg hørte allerede for 25 år siden, dengang jeg startede som ufaglært hjemmehjælper, at vilkårene som personale var forringet. Jeg havde kollegaer dengang, som også arbejdede i sektoren ti år forinden, så de havde et godt sammenligningsgrundlag. Jeg syntes nu det var fint, at have en time til at give mine klienter bad, en time til at ordne indkøb og to timer hver anden uge til rengøring.
Men allerede året efter begyndte den store omstrukturering, som vi ser konsekvensen af i dag.

Allerede dengang blev den time til bad ændret til et helt præcist antal minutter – uagtet at mennesker jo ikke har det ens hver dag. Uagtet, at mennesker jo faktisk er mennesker og ikke robotter.

Og dengang blev det også indført, at al brugt tid hos borgerne skulle scannes. Jeg husker tydeligt, at det føltes som tjek, som mistillid, som overvågning. Men den slags begreber får vi aldrig dem, som har fundet på at indføre dem i hjemmeplejen, endsige de folk, som beslutter den slags og heller ikke de folk, som skal overdrage nyheden til personalet, til at indrømme. Det bliver pakket noget så fint ind og kaldt noget, der trods alt er spiseligt.

Igennem mange år, ved jeg, at vi i personalegruppen har udtrykt, at der var for mange opgaver i forhold til det antal personale, som skal udføre opgaverne. Det går ud over alle – ja, undtagen dem, som indfører alle disse begreber, laver reformer, og 2% effektivisering. Mon penge og økonomi og renomé er det eneste lyksagliggørende for dem?

Igennem flere år har jeg talt med flere folk omkring denne problematik om personalemangel. En næstformand i FOA vidste simpelthen ikke, hvad hun ville svare, hvis hun blev spurgt, hvordan problematikken skulle løses. Det er nogle år siden. En forsker jeg har interviewet ved heller ikke, hvordan det skal løses, andet end en seriøs snak om, hvordan velfærdssamfundet skal se ud fremadrettet. En professor inden for økonomi vidste heller ikke, hvordan og sagde han ikke havde et godt svar.

En centerchef i Københavns kommune har lavet et masterspeciale, hvori det fremgår, at eksperter på området har forudset disse rekrutteringsproblemer allerede i starten af 00´erne. Men hvorfor i alverden er der så intet sket? Hvorfor er det, at vi så står med de alvorlige og massive problemer med mangel på personale?

Jeg interviewede en frafalden sygeplejestuderende til mit afgangsprojekt på fagjournalist-uddannelsen. Hun læser teologi på universitetet i dag. Hun sagde blandt andet:

“I dag kan jeg allerhøjst skuffe min studiegruppe. Ingen mister liv, hvis jeg laver en fejl.”

Hvilket stemmer helt overens med det forskeren til min kommende artikel sagde under vores interview:

“Jeg har også travlt på mit arbejde, men jeg kan allerhøjest lave en analyse forkert, sætte et punktum forkert i en rapport. Det er der ingen, der dør af. Jeg kan måske blive ramt på min faglige integritet, men værre er det ikke.”

Og med det stigende antal ældre, langt færre der søger ind på sygeplejestudiet og sosu-uddannelser – og når ingen, som i overhovedet ingen, ved sine levende råd på en løsning, bliver jeg skræmt.

Oveni den hat, har jeg hørt flere politikere tale om udenlandsk arbejdskraft. Igen virker det som en kortsigtet og fuldstændig vanvittig løsning. Udenlandske mennesker taler ikke dansk og det tager en rum tid før de lærer det.

Jeg må sige, at jeg har haft vagter mange steder, hvor personalet ikke talte dansk. På Slagelse Sygehus har jeg mødt et utal af læger, som ikke taler dansk. De forstår simpelthen ikke, hvad man siger til dem. De forstår ikke en besked og kan heller ikke selv gøre sig forståelige. Og når jeg finder det utrygt, som personale, hvordan mon patienterne på sygehusene så har det? Eller borgerne ude i kommunerne?

I en telefonsamtale med sektorformanden i FOA bragte jeg problemstillingen op. Han blev simpelthen så vred på mig, at han smed røret på. Han undlod også at tage telefonen de to gange jeg forsøgte at ringe ham op lige efter. Og han ignorerede den e-mail jeg sendte som forsoning. Han nægtede simpelthen at sprog-problematikken findes.

Sammenlagt med at politikerne nu vil søge udenlands for at løse manglen på plejepersonale skræmmer mig endnu mere. Her må jeg referere til, at den centerchef jeg har talt med, samt professor i økonomi fraråder udenlandsk arbejdskraft. I mine øjne er det endnu et symptom på, at dem, som ved noget og/eller arbejder i marken, ikke bliver hørt.

Noget andet jeg også er stødt på, gang på gang, er; sygeplejerskerne, plejepersonalet og fagforeningerne har selv talt faget ned. Hmmm, tænker jeg.
Men hvordan ændrer man så de horrible forhold, hvis man ikke må fortælle om dem? For fortalt om dem, har vi jo gjort. Men når vi ikke bliver hørt, er vi jo nødt til at fortælle om det på en anden måde. Og efterhånden som vilkårene bliver ringere og ringere, søger personalet andre græsgange. Ren logik, hvis du spørger mig.

Men, sig mig lige engang: Hvis vi ikke må fortælle virkeligheden som den er, for at få de rette folk til at forstå den og gøre noget ved den. Og vi så samtidig heller ikke skal romantisere den. Hvad skal vi så? Hvad må vi så?

Jeg er skræmt langt ind i knoglerne og jeg er sikker på vi ikke har set det værste endnu.