v./ Jeanette Petrea Bo
Menu
v./ Jeanette Petrea Bo
”Second Victim” er det personale, som får en psykisk og/eller fysisk overbelastningsreaktion efter en utilsigtet hændelse. ”First Victim” er patienten og eventuelt pårørende.
Second Victim har først gjort sit indtog i Danmark inden for de seneste ti år, men er stadig forholdsvist ukendt. Det blev første gang beskrevet af en amerikansk læge, Albert Wu, i marts 2000. Han oplevede, hvordan en kollega blev gjort til offer efter at have begået en fejl. Lægen spurgte sig selv, om han mon ikke havde begået en tilsvarende fejl. Både sygeplejersker og social- og sundhedspersonale har oplevet symptomer som second victims. Fælles for dem er, at de bebrejder sig selv, hvad der er sket og at hændelsen præger dem lang tid efter.
Definition på en utilsigtet hændelse:
Når noget går galt i sundhedsvæsenet, taler man om en utilsigtet hændelse. En utilsigtet hændelse er en begivenhed, som medfører skade eller risiko for skade. Hændelsen er utilsigtet, fordi de sundhedspersoner, der er involveret, ikke har til hensigt at skade andre.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed
I 2016 står Sandie Aebeloe Vollertsen i en situation, som stadig præger hende i dag. Hun er ansvarshavende aftenvagt på et plejecenter. Det er hendes første ansættelse som social- og sundhedsassistent. En beboer bliver dårlig og har svært ved at trække vejret. Beboeren har også feber og Sandie Vollertsen aftaler et tilsyn med vagtlægen. Beboeren får det værre og Sandie vil lægge hende i seng. Da vagtlægen endnu ikke har været der, rykker Sandie for besøget. Hun får at vide, at vagtlægen har været der, men er kørt igen. Ingen havde lukket ham ind og ingen havde taget telefonen ved hans opkald. Sandie finder ud af, at dørklokken er defekt.
På vej til stuen, får beboeren en blodprop i lungen og kan slet ikke få luft. Sandie råber på sin kollega og skynder sig at ringe 112. Hun går ud og venter på ambulancen. Da den ankommer, opdager hun, at nøgle og telefon ligger indenfor. At Sandie har glemt det, giver hende stadig dårlig samvittighed i dag, seks år efter:
”Hvorfor smækkede du også døren? Hvorfor huskede du ikke telefonen? Hvordan fanden kunne du være så dum at glemme det?”
Det er nogle af de bebrejdelser, som går igen i Sandies hoved, når hun tænker hændelsen igennem.
Beboeren var meget dement og havde normalt ingen øjenkontakt med nogen. Denne aften bemærker Sandie en konstant øjensøgen fra beboeren. Som om hun er i panik. Sandie begynder at digte historier i sit hoved om, hvordan beboeren oplever denne hændelse. Sandie og hendes kollega kunne bare se på og prøve at berolige hende:
”Det er grimt at se et menneske dø på den måde. Farven er helt forkert.”
Sandie Vollertsen løber ned i enden af bygningen og kommer ind den vej og kan få ambulancefolkene ind. Sandie synes det er spildtid, som kunne være brugt på beboeren.
Symptomerne, som Second Victims kan opleve:
Kilde: ”Patientsikkerhed, UTH og risikostyring”
Beboeren bliver intuberet på plejecentret, inden hun blev kørt på hospitalet.
I afmagt og frustration fortæller Sandie Aebeloe Vollertsen om situationen i en e-mail til centerlederen. Han ringer og prøver at berolige de to medarbejdere. Han siger, at hændelsen ikke er deres skyld, at de ikke har gjort noget forkert. Det beroliger på ingen måde Sandie. Der sidder stadig en forfærdelig frustration i hende.
”Han kan nok så tosset sige, at det ikke er vores skyld. Kunne det være undgået? Hvad nu, hvis alting havde virket, havde hun så kunne få den hjælp hun havde brug for?”
Er tanker Sandie kæmper med. Hun fortæller videre:
”Jeg kunne ikke hjælpe denne borger. Alt var gjort som det skulle og alligevel gik det galt.”
Sandie følte en stor afmagt og blev overmandet af dårlig samvittighed:
”Jeg ved godt det ikke var vores skyld, men jeg har dårlig samvittighed over, at have ansvaret for det her menneske, som ikke kan hjælpe sig selv, fordi hun ikke er klar over det.”
Beboeren døde nogle timer senere på Intensiv afdeling.
Camilla Schultz fortæller en historie om, hvordan mobning og chikane munder ud i en utilsigtet hændelse og som forstærker chikanen af hende. Camilla er stadig sygemeldt med posttraumatisk stresssyndrom.
Hun arbejdede i et psykiatrisk ambulatorie, hvor de unge patienter bliver udredt for ADHD, OCD, angst, tourette og en række tillægsdiagnoser. Camilla er sygeplejerske med en 15 timers arbejdsuge.
Camilla Schultz udfører medicinkontroller på sine patienter via computer. Proceduren er, at den første kontrol godt må være virtuel, men at den næste skal være fysisk. Camilla har indgået en særaftale med afdelingen:
”Jeg må godt have kontroller mere end en gang virtuelt. I de situationer skal jeg have tilsendt værdier på blodtryk og puls, samt højde og vægt på patienten inden kontrollen.”
Alt var i orden og alt var dokumenteret.
Camillas patient var en dreng med en ADHD-diagnose, familiære udfordringer, forældrenes skilsmisse og søvnvanskeligheder. Camilla har set patienten to gange virtuelt. Ved sidste kontrol i april, fortæller drengens mor, at han ikke vil tage sin medicin. Camilla fortæller:
”Når et barn slutter med medicin, bliver deres medicinkontroller også afsluttet.”
Derfor ønsker Camilla at afslutte patienten, men moren ønsker at vente. Hun afventer skolens reaktion, efter drengen er holdt op med at tage medicin.
Det går Camilla Schultz med til og de to aftaler, at Camilla skal følge op en måned efter og kontakte moren:
”Jeg ringer til moren en måned efter og forsøger de næste to måneder at ringe og skrive til hende. Hun vender ikke tilbage.”
Camilla dokumenterer hver gang hun har forsøgt at kontakte moren. Hun ønsker at afslutte sin patient og giver moren besked:
”Det skal godkendes af en læge, før det kan effektueres. Jeg kan samtidig se, at familien ikke har hentet den ordinerede medicin.”
Men drengen bliver ikke afsluttet. For sygeplejersken glemmer det.
Camilla Schultz græder flere gange mens hun fortæller om det, der skete. Hun tør slet ikke at arbejde mere. Hun er så bange for at overse noget, glemme noget igen, som får konsekvenser for andre mennesker:
Jeg må indrømme, at jeg glemte at ringe til moren igen efter de par måneder.”
Og så går Camilla Schultz på sommerferie.
Et par måneder før sin sommerferie, får Camilla en fornemmelse af, at hendes teamleder og afdelingssygeplejerske kigger hende over skuldrene”
”Betroede opgaver bliver taget fra mig. Jeg bliver sat til opgaver, som jeg så alligevel ikke skal løse.”
Camilla har flere særaftaler, da hun både har en uddannelse som psykoterapeut og som kognitiv adfærdsterapeut. Hun er god til ambulatoriets patienter og hun er god til at vinde tillid.
”Jeg bliver kaldt til flere samtaler, som jeg ikke forstår. En omsorgssamtale, som virker som en tjenstlig samtale. Den omhandler patientsikkerhed. Mine to ledere siger, at jeg har præsenteret en ny patient for dårligt og at jeg virkede trist.” Herefter begynder hun at dobbelttjekke alt hun laver:
”Det er voldsomt stressfyldt. Jeg har i forvejen for mange patienter og for mange opgaver i forhold til, at jeg kun arbejder 15 timer om ugen. Jeg har forsøgt at tale med ledelsen om det, men føler ikke jeg bliver hørt.”
Når Camilla Schultz i dag ser tilbage, kan hun se, at det er her chikanen starter. Hun bliver blandt andet ikke inviteret med til personalemøder. Grædende siger Camilla:
”Det er sindssygt hårdt at blive hængt ud for noget jeg virkelig ikke føler jeg har gjort. Det er rigtigt, at jeg ikke har fået drengen afsluttet, men jeg kan simpelthen ikke se, hvem det skulle skade,”
hun fortsætter, stadig med gråd i stemmen:
”Han har været i de bedste hænder. Jeg har ikke bare sendt ham ud i ingenting. Jeg kunne forstå, hvis jeg bare havde afsluttet ham uden at få lov til det, men det har jeg jo netop ikke.”
Sagen ender med, at moren selv ringer ind i august, fire måneder efter Camilla og hende aftalte at vente med at afslutte ham. Hun er rasende. Skolen har omvisiteret hendes søn – og Camillas patient – til et specialtilbud.
Camilla bliver indkaldt til flere formelle tjenstlige samtaler med få ugers mellemrum. Den sidste foregår den 4. oktober 2021. Den samtale overværer oversygeplejersken, som ender med at stoppe den. Efter den samtale bliver Camilla sygemeldt.
Camilla Schultz har været i tvivl om hun skulle deltage som kilde i denne artikel. Hun synes ikke selv hun har gjort noget forkert, har dokumenteret alt det hun skulle og har til punkt og prikke holdt sig til de skriftlige aftaler hun har indgået med ambulatoriet. Men oplevelsen har knust hende, og hun er stadig bange for, at de folk, som var medvirkende til chikanen og mobningen af hende, vil kunne pege fingre ad hende og igen overbevise hende om, at hun tager fejl.
Second Victim-begrebet er stadig ikke så udbredt i Danmark. I FOA arbejder de dog med personale, som oplever psykiske reaktioner efter en utilsigtet hændelse. De arbejder mere bredt med det og kalder det traumatiserende hændelser, som også dækker hændelser udover de utilsigtede hændelser. De arbejder målrettet med det psykiske arbejdsmiljø, fordi de mener det hænger sammen.
Overlæge og konsulent i organisationen Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Jacob Nielsen, skriver i sin rapport ”Mental sundhed for sundhedsprofessionelle – mental belastning – problem og projekt” om Second Victim-begrebet. Han bruger det også i en større kontekst, nemlig som en gren af mental sundhed. Han mener, at den mentale belastning føles ens af den samme medarbejder, uanset om det handler om en utilsigtet hændelse eller alene er en uundgåelig følge af alvorlig sygdom hos patienten. Derfor tager hans projekt udgangspunkt i den viden, men understreger samtidig, at følgerne af de mentale belastninger hos sundhedsprofessionelle – og dermed metoderne til at forebygge og reducere disse – ikke alene er knyttet til reaktioner efter utilsigtede hændelser, men er generelle for de emotionelle belastninger som er uundgåelige for arbejdet i sundhedsvæsenet.
I Sundhedsdatastyrelsen var det ikke muligt at indhente nogen former for statistik på Second Victims, for det findes ganske enkelt ikke under det navn. Bo Berendt Christensen, som er presseansvarlig hos styrelsen, ville gerne søge statistik under andre ord. Second Victims-begrebet er stadig så ukendt og endnu ikke anerkendt under sit navn.
Kathrine Mygind har også oplevet symptomer som Second Victim. Hun arbejdede på et psykiatrisk afsnit og havde funktion som ansvarshavende. Hun var den eneste sygeplejerske på arbejde den dag. De to ledere havde fri. De havde en spiseforstyrret patient indlagt. Hun var så livstruende underernæret, at hun skulle have sondeernæring ved tvang. Kathrine fortæller:
”Ved somatiske problemstillinger, træffer de somatiske læger beslutningerne. Det ligger udover de psykiatriske lægers kompetencefelt. Spørgsmålet er, hvornår tilstanden er så livstruende, at der skal opstartes tvang. Patienten ville ikke selv spise og tvang af sondeernæring blev derfor ordineret”.
Patienten havde ligeledes personale siddende fast hos sig hele tiden.
Kathrine har været færdiguddannet et års tid, da hun i oktober 2020 bliver sat i den situation, at hun skal træffe et valg, som hun slet ikke føler sig kompetent til. Hun skal både udføre tvangsernæringen og bagefter sidde fastvagt hos patienten:
Det første mente Kathrine var udelukket. Der var netop lagt en udførlig optrapningsplan for patientens sondeernæring og med fed streg under, hvor vigtigt det var at overholde samtlige måltider.
På afdelingen har de lavet den aftale, at personen, som forestår tvang og personen, som sidder fastvagt, skal være to forskellige.
”Det var en aftale for denne patient, specifikt.”
Fortæller Kathrine.
Hun spørger de andre afdelinger om hjælp. Ingen ønsker at tage patienten. Kathrine er klar over, at det kræver meget at være i relationen med patienten, men forventede at få hjælp. Det kræver fire personer at holde patienten under sondegivningen.
Hun føler sig derfor presset til både at give sondeernæringen og bagefter sidde fastvag:
”Da jeg sad hos patienten efter tvangssituationen, kæmpede jeg med tårerne. Jeg ville så gerne virke professionel og vise patienten, at jeg stod inde for min beslutning.”
Men Kathrine kunne ikke stå inde for beslutningen. Det var stik imod den aftale, som afdelingen havde lavet. Og det var stik imod den følelse hun havde indeni. Den dag går Kathrine på kompromis med sig selv, da hun påtager sig omsorgsrollen, lige efter hun har stået i tvangssituationen. En situation, som er lige voldsom for Kathrine hver gang det sker. Og en situation, hvor Kathrine normalt har behov for at trække sig efterfølgende.
Når der er tale om tvang, skal opgaverne varetages af en sygeplejerske. Ved samtykke til sondeernæring, kan en social- og sundhedsassistent give sondeernæring. Men når patienten nægter at spise og tvang er ordineret, skal det være en sygeplejerske.
Aftalen om, at det skal være to forskellige personer, som forestår tvang og som sidder fastvagt, er lavet af respekt for patienten. Tvang er forbundet med mange negative følelser for patienten og ved tvang føler patienten sig svigtet af personalet. Det er en direkte modpol til at sidde fastvagt, som er en omsorgsfunktion. Det var da heller ikke omkostningsfrit for Kathrine at sidde fastvagt efter tvangssituationen:
”Patienten var vred på mig, meget negativ. Jeg forstod hende godt. Det varede resten af vagten.”
Heldigvis var det gået væk næste gang Kathrine skulle ind til patienten.
Kort tid efter hændelsen på plejecentret udløber Sandie Aebeloe Vollertsens vikariat. Hun bliver i stedet for ansat i hjemmeplejen. De har en dårlig borger. Han har stomi og er begyndende dement. En aften har han fået låst alle sine døre og Sandie kan ikke komme i kontakt med ham. Når det sker, er der en procedure, som skal følges. Man må ikke bare køre fra en borger, der er visiteret et tilsyn, uden at sikre sig at borgeren er okay.
Sandie kontakter borgerens datter, som kommer. Hun har ingen ekstra nøgle. Her begynder Sandies panik og angst at overtage.
”Jeg bad datteren om tilladelse til at brække døren op. Jeg var så panisk over ikke at vide, hvordan borgeren havde det og uden jeg kunne komme derind hurtigt,”
Husker Sandie. Hun er klar over, at hun egentlig skal vente på en låsesmed og lederen bliver ved med at sige til Sandie at hun skal vente. Det overhører hun fuldstændig og handler på den panik, som breder sig mere og mere:
”Jeg er overhovedet ikke professionel. Jeg er fuldstændig panisk og angsten stråler ud af mig. Jeg ved godt, at det har smittet af på datteren og at hun på den baggrund gav samtykke til at jeg måtte brække dørkarmen op,”
Siger Sandie, helt bevidst om sin egen reaktion, og fortæller videre:
”Datteren var også panisk og ikke svær at overtale, men jeg overhører fuldstændig at min leder bliver ved med at sige til mig, at vi skal vente. Jeg kunne simpelthen ikke have det siddende på mig, hvis der også skete den her borger noget”
Sandie ved godt, at det er en reaktion efter den voldsomme hændelse, som skete på plejecentret. Hun ved også godt, at hun ville gøre det samme igen, hvis hun kom til at stå i en lignende situation. Borgeren endte med at blive indlagt på hospitalet.
Kathrine Mygind var både vred og ked af det bagefter og blev fyldt med en følelse af opgivelse. Både på afdelingens vegne, men også på patientens vegne. Hun var så ked af, at patienten ikke kunne regne med de aftaler, der var indgået. Hun var vred over at være sat i den situation, hvor hun skulle vælge, men også at der manglede en leder at spørge til råds. Hun var ked af at føle sig tvunget til begge roller. Kathrine kunne godt have sagt nej, men så havde patienten ikke fået sin livsvigtige ernæring.
Denne dobbeltrolle, som Kathrine skulle agere i, blev startskuddet til andre negative oplevelser på afdelingen. Hun forsøgte at tage en snak med chefen, men følte sig affejet. Hun blev mødt med, at sådan var det når der var travlt på afdelingen. Hun følte sig slet ikke forstået af sin chef. Kathrine ønskede, at chefen ville tage sig af det, men oplevede i stedet hun trak sig fra ansvaret. Kathrine endte med at blive sygemeldt med en arbejdsrelateret stressreaktion. Hun fik en depression oveni.
Kathrine arbejder i dag på en somatisk afdeling. Der er travlt på en helt anden måde. Men her er hun fri for at gå på kompromis med sine egne følelser og grænser.
En sygeplejerske, som var ansat på et plejecenter på Fyn, fortæller om en ny beboer de havde fået. Beboeren havde kræft, men erklæret cancerfri. Hun havde fået nogle stråleskader, som forårsagede en del slimdannelse i halsen. Beboeren var tit indlagt.
Fire gange på en måned bad sygeplejersken om et sug til beboeren, så hun kunne være fri for de mange indlæggelser. Både på sygehuset og hos egen læge. Endelig lykkedes det. Så opstod næste problematik, for det var kun sygeplejersker, som måtte udføre denne opgave. På plejecentret er der kun sygeplejersker mellem klokken 7-15 i hverdagene. Personale i aften- og nattevagt måtte derfor kontakte hjemmeplejen eller akutsygeplejersken ved behov. De har også andre opgaver og kunne måske være i den anden ende af kommunen.
Sygeplejersken blev mere og mere frustreret over situationen og begyndte at tvivle på sine faglige evner. Hun oplevede, at sygehuset og beboerens egen læge mente, at det gik bedre. Hun følte ingen rigtigt tog ansvar for beboeren. Sygeplejersken spurgte gang på gang:
”Hvad er det de ser, som jeg ikke kan se?”
Efter flere års ansættelse inden for andre grene af sygeplejefaget, følte sygeplejersken at det var helt forkert, hun havde søgt tilbage. De ældre var også blevet meget dårligere siden. Hun græd hver dag hun skulle på arbejde og følte sig utilstrækkelig:
”Man skal jo ikke græde når man skal på arbejde. Jeg synes det var så ubehageligt,”
hun siger videre:
”Jeg bliver bange i sådan en situation. Jeg står med et andet menneskes liv i mine hænder, hvor jeg giver fortabt og hvor jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre.”
Beboeren har boet på plejecentret i tre måneder da hun dør. Først der går det op for sygeplejersken, at hun havde ret hele tiden. Men hun beslutter sig også for, at hun vil væk fra den gren af sygeplejen igen:
”Det her vil jeg aldrig stå i igen.”
Der går seks måneder fra denne hændelse indtil sygeplejersken får nyt job. Det er et helvede at komme igennem.
Mens beboeren stadig er i live, får sygeplejersken konstateret for højt blodtryk. Hun vil vente nogle måneder, inden hun får det tjekket. Måske er arbejdsmiljøet årsagen til det høje blodtryk. Også hovedpinen, som ofte pressede på, er forsvundet efter sygeplejersken har skiftet arbejdsplads.
Selv nu, hvor sygeplejersken genfortæller historien, bliver hun ramt af dårlig samvittighed. Tårerne presser sig på. Hun mener, at hun burde have råbt højere på beboerens vegne og mere have talt beboerens sag.
Sygeplejersken er en rigtig kilde og alle oplysninger vedrørende hende, er redaktøren bekendt.
Fælles for Sandie Aebeloe Vollertsen, Kathrine Mygind, sygeplejersken og Camilla Schultz er, at de alle fire havde brug for at tale om de voldsomme hændelser efterfølgende. De fortæller alle fire, at der kun lige kort blev talt om det omkring hændelsestidspunktet og så var det slut. De har alle manglet et efterspil fra ledernes side, hvilket har forstærket den dårlige oplevelse og medvirket til, at hændelsen stadig har sit tag i dem alle hver især.
Det var anden artikel i serien om patientsikkerhed. Den næste vil beskrive nogle af de muligheder, der er for at hjælpe personale, som bliver ofre i en utilsigtet hændelse.
Har (omsorgs)træthed, frustrationer og en nagende tvivl om du stadig vil arbejde som sygeplejerske sat sig fast?
Slip din drøm fri med tre små øvelser, hvor du finder ud af, om du skal fortsætte som sygeplejerske eller om du skal forlade faget.
Konkurrence
VIND et 1:1 sparringsforløb
Normalpris: 3.995 kr. Konkurrence for sygeplejersker, som overvejer at forlade sit job.
Konkurrencen slutter om:
