Plejecenter Birkerødpark forebygger forråelse med åbent dialogmøde

Oprettet: 16. januar 2023

Af: Jeanette P.B. Dalsgård

Efter TV2-dokumentaren ”Opråb fra plejehjemmet” og den efterfølgende mediedækning og politiske debat, er centerchefen på Plejecenter Birkerødpark hurtig til at indkalde hele personalegruppen til dialogmøde. Der er et enkelt punkt på dagsordenen: Forråelse

Definition på forråelse:

Forråelse kommer af begrebet rå og er en oplevelse af, at man bliver mere rå, mere kold og kynisk. Det er en udviklingsproces, hvor man ændrer holdninger i retning af mere kulde og råhed. Forråelse er også lig med tankeløshed, hvor vi ikke tænker over, hvilken betydning vores handlinger har.

Det at gøre kynisk, grov eller brutal; tiltagende præg af kynisme eller brutalitet

Kilde: dorthebirkmose.dk

Kilde: ordnet.dk

Kathrine Grundahl er centerchef på Plejecenter Birkerødpark i Rudersdal kommune. Forråelseskulturen optager hende og da TV2 i oktober 2022 viser dokumentaren om forholdene for de ældre på Nørremarken plejecenter i Køge, er hun hurtig til at indkalde hele sin personalegruppe til en snak om forråelse. Cirka tyve af plejehjemmets medarbejdere deltager i mødet. Alle får mulighed for at fortælle, hvordan de oplever endnu en negativ skildring af deres arbejdsområde. Dokumentaren har et ensidigt fokus, og giver et unuanceret billede af, hvordan plejepersonalet behandler ældre på plejehjem i Danmark. På intet tidspunkt bliver forråelse nævnt i dokumentaren og ingen interesserer sig tilsyneladende for årsagen, der ligger bag handlingerne.

Unuancerede dokumentarer

For Kathrine Grundahl er det ikke så meget dokumentaren ”Opråb fra plejehjemmet,” som TV2 viste i oktober 2022, men den efterfølgende mediedækning og den politiske debat, som særligt ærgrer hende. Hun synes dokumentaren er unuanceret. Det kalder på en stærk følelse af uretfærdighed, at ingen tilsyneladende interesserer sig for, hvorfor forholdene på Nørremarken Plejehjem har udviklet sig, som udsendelsen viser. Hun stiller undrende spørgsmålet:

”Hvorfor er der ikke nogen, der er interesseret i at vende den rundt og forholde sig nysgerrigt til, hvorfor det er sådan?”

og fortsætter i samme tankegang:

”Bare der var nogle politikere, som ville interesse sig for ”hvorfor?””

Kathrine er hurtigt ude og indkalder hele personalestaben på plejecentret, til en snak om forråelse. For hende er det tydeligt, at forråelsen har fået et jerngreb på Nørremarken i Køge og at den dårlige opførsel er skabt af forråelse. Hun siger med fast stemme:

”Ingen går jo på arbejde og tænker: ”I dag vil jeg være rigtig ond”.”

Den forråelseskultur vil hun gerne forebygge på Plejecenter Birkerødpark. Kathrine har før haft dialogmøder med de ansatte. Noget af det allerførste hun gjorde, efter sin ansættelse den 1. marts 2021, var at indkalde personalet til en snak om forråelse.

Dialogmøde om forråelse

I indkaldelsen til personalet, er meldingen klar og tydelig. Centerchefen
skriver, at mødet handler om forråelse. Hun ønsker en åben snak med personalet
om, hvad forråelse er og hvordan det opstår, og hun ønsker at høre, hvad den
verserende debat gør ved dem.

Dina Pehling arbejder på Afdeling K. Det er et afsnit kun for beboere med en
demenssygdom. Hun synes det er en god ide med dialogmøderne. Hun fortæller:

”Jeg er glad for, at Grundahl (red: centerchefen) greb muligheden. Der var ingen
pegefingre, ingen nervøsitet. Kun glæde over, at vi får muligheden for at
fortælle, hvordan vi hver især har det med udsendelsen, og en åben snak om vi
har forråelse her hos os,”

hun siger videre:

”Vi kom bredt omkring. Kathrine fortalte, hvad forråelse er og vi talte om, hvordan
programmet er sat sammen.”

Mødet handler i høj grad også om, hvordan personalet selv kan tage ansvar og være med til at forebygge at forråelse udvikler sig hos dem. Dina fortæller:

”Vi har forråelse her, men vi arbejder med det. På vores afdeling er vi gode til at hjælpe hinanden og det gør det nemmere at gå til de rette personer, hvis vi oplever der bliver sagt noget grimt. Vi skal være meget opmærksomme på skyllerumssnakkene”

Dina oplever, at hun selv og hendes kolleger tænker mere over, hvad de siger til hinanden og hvordan det bliver sagt.

Dina Pehling er pædagog. Hun bliver ansat på Birkerødpark i februar 2021. Først som ufaglært, men i september 2021 er der en faglært stilling ledig, som hun takker ja til.

Tegn på forråelse

Centerchef, Kathrine Grundahl, giver nogle klassiske tegn på, hvordan forråelse kan opstå.

”Forråelse er egentlig mange ting, men at kalde beboerne for deres stuenumre kan virke harmløs, men kan være starten på forråelse,”

fortæller hun, og fortsætter:

”Vi er her i en professionel kontekst, hvor vi i forvejen lægger en distance til beboerne. Men at omtale beboerne som stuenumre, er en unødig distance.”

Centerchefen opremser flere andre eksempler:

”Når en medarbejder siger, at hun er træt af Kirsten fordi hun ringer meget, eller udbryder ”Åh nej, Agnes´ datter kommer i dag, jeg orker hende ikke”,” er der grobund for at forråelsen kan udvikle sig.”

Grænsen er hårfin. Problemet er ikke én enkelt udtalelse, men problemet opstår, hvis kollegerne følger trop og siger det samme. På den måde bliver banen kridtet op til at blive en kultur. Det sker umærkeligt og udvikler sig hen ad vejen. Hvis ingen stopper op og gør noget ved udtalelserne, får det lov til at eskalere. Ligesom forråelsen har fået lov til at udvikle sig på Nørremarken Plejehjem i Køge og er blevet til en kultur.

På Plejecenter Birkerødpark ønsker Kathrine Grundahl en faglig tilgang til den slags udtalelser. Det er naturligt, at medarbejderne kan blive trætte af meget ringen i klokken, eller en pårørende, der stiller mange spørgsmål, men også de handlinger er der en grund til. Centerchefen er meget bevidst om, at travlhed kan få forråelsen til at opstå:

”Vi kan alle komme til at sige noget, der er uhensigtsmæssigt – enten i afmagt, på grund af travlhed, eller frustration.”

erkender Kathrine, og slutter:

”Vi skal snakke om det på en god og sund måde. Vi skal gøre det fagligt, og finde roden til, at Kirsten ringer meget, eller at medarbejderen er træt af Agnes´ datter.”

To andre typiske begreber, som er med til at starte forråelse, er ”Omsorgstræthed” og ”Moralsk stress.”

Tre puljer af faresignaler:

RÅ faresignaler:

– Råhed og irritation
– Fjendtlighed
– Negativt sprog om andre
– Latterliggørelse
– Mistro
– Trusler og skæld ud
– Manipulation
– Straf

SKJULTE faresignaler:

– Ligegyldighed
– Passiv resignation
– Ansvarsfralæggelse
– Følelseskulde
– Undgåelsesadfærd
– Bagatellisering
– Tavshed og apati

CAMOUFLEREDE faresignaler:

– Positivt sprog om sig selv
– Omnipotens
– Tilsyneladende fejlfrihed
– Double Bind-kommunikation
– Tomme ord
– Humor, der camouflerer devalueringe

Kilde: dorthebirkmose.dk

”De kan bare sætte kameraer op”

Janni Pedersen er også ansat på Afdeling K. Hun har været ansat på Plejecenter Birkerødpark i 21 år og har oplevet flere op- og nedture. Førhen var hun ansat på en almindelig afdeling, men for syv måneder siden flytter arbejdsdagen til Afdeling K. Hun trænger til luftforandring.

”Opråb fra plejehjemmet” berører Janni dybt. Det skærer i hendes hjerte når ældre bliver behandlet dårligt. Hun siger:

”De har knoklet hele deres liv og skal bare have det godt. De skal behandles ordentligt,”

er hendes klare budskab, og hun siger videre:

”Det gipper i mig med de programmer og jeg bliver ked af det.”

Janni er også glad for de møder, Kathrine indkalder til:

”Jeg havde brug for det møde. Førhen talte vi aldrig om den slags, men det betyder meget, at have muligheden for at sætte ord på, hvad udsendelserne gør.”

Det Janni fortæller på mødet, er, at lige når dokumentarerne kommer ud, har hun svært ved at fortælle hun er SSH og arbejder på et plejehjem:

”Ikke fordi jeg er flov over mit arbejde, på den måde, men jeg bliver vred og irriteret over folks fordomme.”

Udover at være social- og sundhedshjælper, er Janni Pedersen også arbejdsmiljørepræsentant. Hun tager varer på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på hele plejehjemmet og har fingeren på pulsen med sine kollegaers trivsel.

Også Dina Pehling vejer sine ord når hun skal fortælle folk, hvad hun laver. Det blev hun bevidst om ved dialogmødet. Her fortæller en kollega, at hun er flov over at arbejde på et plejecenter. Det skabte noget refleksion for Dina. Hun siger ærligt:

”Jeg fortæller, at jeg er pædagog på et demensafsnit. Det er ikke helt det samme, som at sige jeg arbejder på et plejecenter.”

Ligesom centerchef, Kathrine Grundahl, oplever både Dina Pehling og Janni Pedersen, at udsendelserne skaber utryghed hos de pårørende. Uafhængig af hinanden, fortæller alle tre:

”Vi oplever et større fokus fra de pårørende, om alting er i orden. Vi oplever også, at vi må tage flere samtaler med de pårørende, for at genskabe trygheden for dem. Samarbejdet med de pårørende er essentielt hos os. De kan henvende sig 24-7”

Janni Pedersen er dog så stærk i sin faglighed og sin tro på tilgangen til sine beboere:

”De kan bare sætte kameraer op her. Jeg gør, hvad jeg skal.”

Taget ud af en kontekst

Selvom Janni Pedersen føler sig sikker i sin egen rolle på arbejdet, sniger der sig en usikkerhed ind, når hun tænker på dokumentarerne fra fjernsynet:

”Det de viser er taget ud af en kontekst. Det kan også ske her. Vi kan sidde om middagsbordet, hvor den ene beboer larmer meget. Det kan have stået på i et kvarter, hvor vi (red: personalet) har forsøgt at tysse beboeren ned. Til sidst kan vi komme til at snerre eller sige hårdt til beboeren, at nu er det nok,”

hun understreger:

”Og det er præcis i sådan en situation, at en muldvarp kan tage enkeltstående episoder ud af en kontekst. Det tænker jeg da over.”

Janni savner nuancer i udsendelserne om plejehjemmene, der er blevet vist på dansk tv over årene:

”Vis noget godt også. Vis begge sider.”

er hendes opfordring, og siger videre:

”Der vil altid være noget at slå ned på. Den måde de dokumentarer er sat sammen på, skaber et generelt billede hos befolkningen om, at plejehjem i Danmark er dårlige.”

Samme oplevelse er tydelig hos centerchef, Kathrine Grundahl:

”Medierne skulle til at fortælle de gode historier, nuancere deres historier,”

og fortsætter:

”Når medierne støder på de dårlige historier, bør de kigge bagom og være nysgerrige på årsagen, og ikke bare bringe det negative.”

Det er tydeligt, at mediernes dækning af nogle af forholdene på få af landets plejehjem, har flere negative effekter. Dels skaber det et generelt billede i befolkningen om, at det er forfærdeligt at være på plejehjem i Danmark og dels forstærker det eksisterende fordomme. Det skaber også utryghed hos pårørende, som har familie på plejehjem. De bliver ekstra opmærksomme på om alt er i orden, hvor deres familie bor. Medierne udskammer ældreplejen. Det gør, at plejepersonale tøver med at fortælle, hvor de arbejder. Med udskamningen skal plejepersonale oveni købet bruge endnu flere – i forvejen, knappe – ressourcer, på samtaler med pårørende. Med en ensidig mediedækning, der fokuserer på skandale og afsløring, som ikke afdækker årsager, er der risiko for øget forråelse i plejesektoren. En anden krølle på halen er, at den negative omtale kan forstærke de rekrutteringsproblemer, som plejesektoren udfordres af i forvejen