Husker du dit første møde med plejesektoren? Hvordan og for hvad?
Da jeg var barn, var jeg ofte indlagt på Gentofte Hospital. Jeg har cøliaki, som er en tarmsygdom.
Der var en overlæge og professor i børnesygdomme – Peter Krasilnikoff – som jeg stadig husker i dag. Han var med til min udredning.
Som voksen gik jeg ind i plejesektoren og blev ufaglært hjemmehjælper i hjemmeplejen på Bispebjerg.
Det hele var nyt for mig. Jeg havde aldrig arbejdet med ældre mennesker før. Jeg elskede at være sammen med dem. De havde et helt liv bag sig, en spændende og givende livserfaring og de vidste så mange ting. Jeg sugede til mig og glædede mig altid til at komme på arbejde.
Mit første møde med sundhedsvæsenet var da jeg var omkring 11-12 år gammel. Min far havde fået kræft og var igennem et forløb på sygehuset. Senere i forløbet blev min far så dårlig at han skulle have hjemmepleje og siden hen kom på hospice til livets afslutning. Hele vejen rundt i systemet mødte jeg et kompetent, professionelt og omsorgsfuldt personale, som ikke kun var gode ved mine forældre, men som også var knald dygtige til at tage hånd om os børn (jeg har en bror).
I dag er jeg selv sygeplejerske med 6 års erfaring, og arbejder på en kræftafdeling.
Jeg skulle opereres i munden som 12 årig og lægen gad ikke vente på det beroligende medicin virkede. Så han startede mens jeg var vågen hvilket var en forfærdelig oplevelse for mig den gang.
Én ting var jeg var vågen, men det værste var faktiske tilliden. Han havde lovet jeg ville sove gennem det hele og det holdte han ikke. Der var den sødeste sygeplejerske som hjalp mig og holdte mig i hånden hele vejen.
Fra den dag ville jeg være kirurg for det kunne jeg gøre meget bedre end ham.
Endte som operationssygeplejerske. Er nu dog i primærsektoren.