”Jeg blev i tvivl om nogle af de ting jeg havde oplevet, var rigtige – jeg måtte ned på mit gamle arbejde og tjekke, om det virkelig var sket”

Oprettet: 29. december 2022

Af: Jeanette P. B. Dalsgård

I fem år arbejder Flemming Faarbæk Kær på Traumecentret på Aalborg Sygehus. Han er sygeplejerske og står klar når de modtager patienter, som har været ude for voldsomme trafikulykker. Han står også klar når alarmen med hjertestop ringer. Han passer ofte fire telefoner. Han er den med mest erfaring og svarer ofte på spørgsmål fra sine kollegaer. Da han bliver ansat på Opvågningsafsnittet, ramler hans verden sammen og bliver indlagt på Psykiatrisk Skadestue

Der var ofte fart på når Flemming Kær Faarbæk var på arbejde på Traumecentret. Der var et konstant flow af patienter og pause var en saga blot. Ofte er der flere patienter end personale til at passe dem. De kunne være fem medarbejdere i en nattevagt, men patienter til langt flere sygeplejerske.
Det er først da han bliver ansat på Opvågningsafsnittet, at han efterrationaliserer de hændelser og begivenheder han har stået i på Traumecentret. Mens han var stadig var der, troede han, at det var sådan man skulle have det.
Da han pludselig står i en situation på sit nye arbejde, som minder om hans tid på Traumecentret, får han flash-backs og bliver herefter sygemeldt. Flemming bliver indlagt på psykiatrisk skadestue og får diagnosen Tjenesterelateret Post Traumatisk Stress Syndrom. Flemming har stadig samtaler med en psykiater hver uge og kommer aldrig til at arbejde som sygeplejerske igen.

”Min kone er møgpæn”

Efter et raserianfald, tager Flemming Faarbæk Kær ud i skoven. Han har brug for at komme til sig selv, men fornemmer, at det er helt galt. Han ringer til psykiatrisk skadestue. Lægen på skadestuen beordrer ham indlagt. Flemming har det så dårligt, at han er selvmordstruet.

Igennem to år har Flemming forsøgt at skubbe sin kone fra sig. Han har svært ved at se meningen i familielivet. På jobbet står han helt konkret med liv og død i hænderne. Han har blandt andet oplevet at stå med et dødt barn i sine arme efter et trafikuheld:

”Den gang mente jeg, at mit barn og kone kunne rende mig. Jeg stod med liv og død på arbejdet. Det var vigtigere.”

Det er også ham, som tager den svære snak med forældrene. De ting og hændelser han oplever i skadestuen, sker kun i sundhedsvæsnet. Det har han erfaret senere hen:

”Mens det stod på, mens jeg var ansat, vidste jeg ikke, hvor dårligt jeg havde det. Jeg troede det var sådan at leve.”

Flemming forventede en indlæggelse på tre dage. Han var indlagt i seks uger. Tiden blev en uvirkelig faktor for ham. Helt basalt skulle han lære at være sammen med sin kone og barn igen. Han fortæller:

”Igennem 14 dage skulle jeg øve samværet med min familie. Vi skulle ned på engen og fodre dådyr, som var indhegnet.”

Jeg blev tvunget til at tage stilling til, om jeg ville min familie:

”Min kone er møgpæn og mit barn er supercharmerende og det vil jeg gerne være del af.”

I dag er Flemming Kær Faarbæk taknemmelig for, at hans kone var så vedholdende. Hun blev hos ham og ønskede ingen skilsmisse.

Jeg kom fra en kultur, hvor tingene blev gjort halvhjertet. Det var den mulighed vi havde

Flemming Faarbæk Kær

Fra skadestuen til Opvågningen

Omvæltningen kommer da Flemming starter nyt job på Opvågningsafsnittet. Fra at have travlt hele tiden, i sving hele tiden og have det store overblik, får sygeplejersken pludselig tid til at reflektere over de fem års ansættelse på Skadestuen.
På Opvågningen Passer Flemming to patienter. Typisk er det patienter, som kommer fra operation. Opvågningen er en mellemstation, inden patienterne skal tilbage til sengeafsnittet:

”De kommer sovende ind til mig efter operationen. Jeg skal sørge for de bliver smertedækket og at de får noget medicin, hvis de har kvalme,”

fortæller han og fortsætter:

”Når de vågner, får de en sandwich og kører op på sengeafdelingen. Jeg var kommet et sted hen, hvor jeg havde tid til alt det grundlæggende sygepleje og tid til alt det vi egentlig er uddannet til.”

Det at Flemming pludselig har tid til at passe sine patienter ordentligt, gør det klart for ham, hvad han har stået i på Traumecentret:

”Jeg kom fra en kultur, hvor tingene blev gjort halvhjertet. Det var den mulighed vi havde. Jeg tænkte aldrig over de episoder jeg stod i. Jeg var bare i det og gjorde mit arbejde.”

Efter Flemmings kulturskift, bliver han i tvivl, om han virkelig har oplevet de ting på Traumecentret, som han mener. Han husker dem kun i små glimt. Han fortæller med tungt hjerte:

”Jeg fik behov for at gå ned på mit gamle arbejde og tjekke om jeg havde været til stede. Jeg kunne ikke huske om jeg virkelig havde været der eller om det var min fantasi,”

og forklarer sammenhængen:

”Når vi fik trafikuheld ind i Traumecentret, blev det registreret, hvem der gik med på stuen af personale og hvad der skete med patienten.”

Han opdager, at han faktisk har været der, at han har været til stede.

På Opvågningen oplever Flemming, at han skal passe en patient, som minder om nogle af de samme ting, som han har oplevet på Traumecentret. Han reagerer voldsomt og bliver herefter sygemeldt.

Den første sygemelding sker i juni 2021. I løbet af tre måneder, er han dog tilbage på fuld styrke. I februar 2022 går det helt galt og Flemming bliver fuldtidssygemeldt. Han bliver indlagt på psykiatrisk skadestue.

Jeg var en dygtig sygeplejerske

Flemming Faarbæk Kær

Bliver aldrig sygeplejerske igen

Flemming Faarbæk Kær har været sygeplejerske i otte år. Han er højt uddannet. Udover den almindelige sygeplejeuddannelse, har han en ekstra uddannelse som Akut Traumesygeplejeske. Han har ligeledes et kursus i at lægge venflon ved hjælp af ultralyd. Sidst, men ikke mindst, må han varetage hjertestop-situationen selv, indtil en læge dukker op:

”Jeg var en dygtig sygeplejerske,”

fortæller Flemming med ærgrelse i stemmen.

”Det er spild af penge og jeg er ked af det er endt sådan.”

Omsorgen for andre ligger i generne. Flemmings mormor ønskede at blive sygeplejerske, men blev aldrig autoriseret. Efter gymnasiet bliver det til seks-syv sabbatår. Han ved ikke, hvad han vil. Han ville gerne arbejde inden for et område med dybde og mening. Via flere sygepleje- og lægeserier i fjernsynet, bliver han inspireret til at blive sygeplejerske. Han fortæller:

”De siger de rigtige ting, på de rigtige tidspunkter,”

og uddyber:

”Den måde de reflekterer på, finder man ikke i andre faggrupper.”

I de fem år Flemming Faarbæk Kær arbejdede på Traumecentret, tænkte han ikke over, at det var voldsomme ting han så:

”Jeg troede det var normalt, at livet var sådan.”

Jeg ved ikke hvem jeg er sur på, men jeg er sur

Flemming Faarbæk Kær

Savner det dér ”rush”

Den tidligere sygeplejerske er i dag i gang med at uddanne sig til bygningskonstruktør. Han har det mærkbart bedre. Det går stadig fremad dag for dag.

Selvom han på ingen måde ønsker at vende tilbage til sygeplejefaget, nager det ham stadig at det endte så galt:

”Jeg savner det dér ”rush””

siger han, og ræsonnerer:

”Det er skørt fordi det var det, der gjorde mig syg.”

Flemming savner at være den person, der ved mest. Han savner at stå med en grædende yngre læge ved et hjertestop og hvor han overtager styringen. Han savner tiden som sygeplejerske og kan stadig mærke en ærgerlighed i at han stoppede:

”Det var en nødvendighed,”

analyserer han.

”Jeg har givet for meget af mig selv til faget. Jeg kan ikke rumme det. Der er alt for meget på spil,”

slutter Flemming.

Én debriefing på fem år

Når Flemming ser tilbage på sin tid i Traumecentret, bliver han vred:

”Jeg ved ikke hvem jeg er sur på, men sur er jeg,”

fortæller han, og fortsætter:

”Det er så udefinerbart. Jeg er gal på systemet.”

Én enkelt debriefing har Flemming været med til under sin ansættelse. Og den mangel på personalepleje, skaber vrede og frustration i den tidligere sygeplejerske.

To måneder før Flemming stopper, siger 25 af hans kolleger op. De var 60 i alt. Selv har han 143 timers overarbejde på de to måneder:

«Man mærker slet ikke sig selv. Du gør bare det, du skal.”

Flemming tilkendegiver, at det er vanskeligt med vagtplanlægningen. En vagt er så uforudsigelig. Det er aldrig til at vide, hvor mange patienter, der kommer og hvad de kommer med.

Hans læge og psykiater fortæller ham, at han nok skal komme sig. En af de ting, de har sagt gentagne gange er, at det er så sundhedsfagligt specifikt, det han har oplevet, at det ikke sker ”ude i virkeligheden.” Det sker kun på sygehuse:

”Jo bedre jeg får det, jo mere kan jeg se, hvor dårligt jeg havde det.”

I sit nye fag er der ikke noget, der minder om sygeplejefaget. Men da Flemming tidligere har skrevet store opgaver, har han et forspring med opgaveformulering, i forhold til sine yngre medstuderende. Flemming siger med et stort smil i stemmen, at han da kan bygge landets kommende sundhedshuse.
Selvom han er færdig i sygeplejefaget, lover han at være den første til at hjælpe, hvis han ser nogen falde om på gaden.