Jeanne og Louise er i øjenhøjde med de hjemløse

Oprettet: 27. marts 2023

Af: Jeanette P.B. Dalsgård

“Fra ulighed til mulighed” er det motto, som Odense kommune byder gadesygeplejersker velkommen med den 1. januar 2022. Med nærvær og omsorg skal byens socialt udsatte borgere motiveres til egenomsorg i forhold til øget sundhedstilstand

“Det er vigtigt, at du ønsker, at en stor del af dit arbejde foregår ved, at du møder og snakker med udsatte borgere på gaden og i deres miljø. Det skaber de hurtigste og bedste relationer”

Det står der i jobopslaget, som Jeanne Hartvig Hansen og Louise Sørensen reagerer på, da de hver især føler, at opslaget er skrevet til dem.

Jeanne Hartvig Hansen bliver uddannet sygeplejerske i 2011. Hendes hjerte banker for de socialt udsatte borgere:

“Jeg ønskede bare at have en hverdag med denne gruppe. Jeg skal ud og være på deres banehalvdel, hvor det foregår på deres præmisser.”

Jeanne Hartvig har tidligere arbejdet som ressourceperson for voldtægtsofre. Hun husker fra dengang, at hun havde et ønske om at se dem i deres egne omgivelser i længere tid end de få timer, de var på sygehuset.
Hun ønsker at hjælpe dem, som kommer fra andre kår, end dem hun normalt har mødt på sygehuset.

Skaber relationer

Præcis som Jeanne Hartvig Hansen og Louise Sørensen læste i stillingsopslaget, erfarer de, at selve det at skabe relationen med de skæve eksistenser, misbrugere, psykisk afvigende, prostituerede, hjemløse og ensomme, er det, der kræver allermest tid.

Gadesygeplejerskerne fortæller:

“Det er en kunst i sig selv, at få lov til at komme tæt på de her borgere. De er blevet svigtet så meget.”

Louise Sørensen har mange gange tænkt, at de egentlig bare gik rundt og lavede ingenting. Men det har givet gevinst:

“Vi har gensidigt lært hinanden at kende,”

fortæller hun, og fortsætter:

“Vi er accepteret nu. Rigtig mange steder. De har fundet en tryghed i os og en tillid til os.”

Både Louise og Jeanne erkender, at det er en ny måde at være sygeplejerske på, men de går til opgaven med krum hals.

“Vi skal anerkende deres misbrug,”

fortæller de begge to, og siger videre:

“Vi møder dem, hvor de er. På deres banehalvdel.”

Jeanne Hartvig Hansen og Louise Sørensen synes det er en mere fri måde at arbejde på. På sygehuset, hvor de begge kommer fra, er der mere system i arbejdsdagen. De beskriver det begge som en systemverden, bygget på kasser og rammer. En verden, med faste rammer, regler og retningslinjer, og hvor alt skal overholdes.

Den omvendte verden

Louise Sørensen bliver sygeplejerske i 2002. Hun arbejder i flere år på kræftområdet inden hun bliver ansat som gadesygeplejerske. Den daglige gang på gaden, blandt byens socialt udsatte, har rykket flere grænser. Louise fortæller:

“Her er hverdagen ikke struktureret. Arbejdsdagen planlægger vi helt selv, men ofte tager vi dagen som den kommer.”

Det har krævet tilvænning for Louise, at arbejde blandt en anden gruppe end hun plejer.

“Vi går rundt med rent værktøj, som det hedder – piber og kanyler – som vi deler ud af. I starten følte jeg, at jeg hjalp dem med at fortsætte deres misbrug,”

fortæller hun, og fortsætter:

“I starten var det svært for mig, men det er udfordrende og spændende at arbejde på den måde.”

Det rene værktøj bliver brugt til at forebygge infektioner og er del af den sundhedsfremmende indsats.

Anette Søgaard Nancke er afdelingsleder i Behandlingscenter Odense, som dækker over Stof Voksen og Heroinklinikken. Hun er også leder for de to gadesygeplejersker og deres kollega, social- og sundhedsassistent, Jan Schulz.
Hun har 21 år på bagen.

Anette Nancke fortæller, at ideen til gadesygeplejersker i Odense har været på tegnebrættet længe. Der er drøftet frem og tilbage, hvordan modellen skal være i Odense. Beslutningen til at realisere ideen trækker ud, fordi Odense har et velfungerende sundhedsrum. Anette Nancke fortæller:

“Vi har hele tiden haft noget, som kompenserede for gadesygeplejerskernes,”

hun fortsætter:

“Der er mange tilbud til de socialt udsatte i Odense kommune. Blandt andet havde vi en fast sygeplejerske fra hjemmeplejen, som kom på værestederne. og andre sygeplejersker til at varetage andre sygeplejeydelser.”

En politisk beslutning gør, at ideen endelig bliver søsat og ser dagens lys i januar 2022. Der er afsat økonomiske midler til tre gadesygeplejersker, hvoraf den ene skal være psykiatrisk ressourceperson. Den sidste del varetager SSA, Jan Schulz.

Finde sin plads

Da Louise Sørensen og Jeanne Hartvig Hansen starter i jobbet, googler de “gadesygeplejerske” for at søge information og inspiration. De finder ingen definition på deres stillingsbetegnelse og der ligger kun ganske få artikler.

Til gengæld får de stor hjælp af deres kollega, Jan Schulz. Han har længe arbejdet på Behandlingscenter Odense og har et indgående kendskab til den gruppe, de skal arbejde med i fællesskab.

Jeanne Hartvig fortæller om den første tid som gadesygeplejerske:

“Det var på med arbejdshandskerne og ud i marken og lære dem at kende – og omvendt.”

Den første tid er en blanding af frustration, gå-på-mod og en følelse af, at famle sig frem i blinde. Både Jeanne og Louise fortæller, at der i forvejen findes mange tilbud til de socialt udsatte i Odense kommune. For at definere sin egen stilling, spørger de sig selv om følgende:

Hvad skal vi i forhold til, hvad de andre gør?
Hvilke opgaver skal vi klare og hvilke skal andre gøre?
Hvornår skal vi kontakte andre?
Hvad er vores rolle?
Hvem er vores målgruppe?

Også deres samarbejdspartnere og borgerne skal lære, hvad de nye gadesygeplejerskers rolle er. Jeanne fortæller:

“Borgerne skulle lære, hvad de skulle bruge os til og hvad de skulle bruge vores samarbejdspartnere til.”

Hun siger videre:

“Vi er kommet ret godt i mål og er glade for den positive respons vi har modtaget fra alle.”

Lighed i Sundhed, med forebyggende og sundhedsfremmende indsats, har fra starten været deres hovedfokus.

En tur til gadesygeplejerskerne i Svendborg og Aarhus, har hjulpet de to gadesygeplejersker i Odense godt på vej.

Vi må hvile i og acceptere, at vi har gjort, hvad vi kunne og at de har fået den hjælp fra os, som vi kunne tilbyde

Louise Sørensen

Deltager ved lægebesøg

Misbrugerne, de hjemløse, de prostituerede, tidligere dømte, de ensomme og hele gruppen af socialt udsatte, som har færre menneskelige og økonomiske ressourcer at klare sig med, har brug for hjælp til at fastholde behandling. Det hjælper Jeanne og Louise dem med. Jeanne fortæller:

“Det er svært for borgerne at overskue et længere forløb, for eksempel ved kemobehandling. I de situationer tilbyder vi dem, at tage med, for at være deres talerør.”

Louise stemmer i:

“Vi er der mest med fokus på, at få dem til at fastholde en behandling. Vi gør en del ud af at fortælle dem, at de godt kan have tillid til systemet. At der findes mennesker, som rigtig gerne vil hjælpe dem.”

Jeanne og Louise tager også med ved besøg hos egen læge, ambulatorier og ved sygehusbesøg. De har den somatiske del, men har intet med medicinen at gøre. Hvis en borger har brug for længerevarende sårbehandling, kontakter de en sårsygeplejerske, som herefter står for at passe den del. Ligeledes findes der udgående og opsøgende misbrugsbehandlere, som har fokus på borgernes misbrugsproblematik. De socialt udsatte borgere skal tilbydes samme specialistbehandling, som alle andre.

De to gadesygeplejersker erkender, at det kan være svært at fastholde borgerne og at det kan være svært at lave aftaler med dem. Louise fortæller:

“Vi beder om deres telefonnumre, velvidende, at det kan være ændret dagen efter.”

Ærligt siger hun videre:

“Vi må hvile i og acceptere, at vi har gjort, hvad vi kunne og at de har fået den hjælp fra os, som vi kunne tilbyde.”

Og siger slutteligt:

“De har også selv et ansvar for deres behandling.”

Da ressourcer er små, er det Louise og Jeannes opgave at støtte borgerne i deres behandling.

Gruppen, som gadesygeplejerskerne arbejder med, kan ringe eller skrive til dem døgnet rundt. Så svarer sygeplejerskerne næste dag, når de møder på arbejde igen. Ved presserende situationer har Odense kommune et Akutteam de kan kontakte, og ellers er det Alarm 1-1-2.

Jeanne og louises afdelingsleder, Anette Søgaard Nancke, er meget stolt af de to unge kvinder.

“De har virkelig formået at øge kvaliteten for behandling for kommunens udsatte borgere,”

og indrømmer blankt:

“Jeg var godt klar over, at der var et behov for gadesygeplejersker, men ikke at behovet var så stort. De har virkelig haft noget at se til, de to.”

Jeanne Hartvig Hansen og Louise Sørensen underviser og holder foredrag på Sygeplejeskolen i Odense, hvor de studerende lytter med stor interesse til de to gadesygeplejerskers arbejde og hverdag.

Ingen journalføring

Også dokumentationsdelen er anderledes end den Louise Sørensen og Jeanne Hartvig Hansen er vant til.

“Vi er i virkeligheden et anonymt tilbud og derfor ikke tvunget til at skrive journal,”

fortæller de, og siger videre:

“Vi har vores eget dokumentationssystem med opdigtede cpr-numre. Vi kan kalde vores borgere Fedtmule eller Pluto, hvis vi har lyst.”

Jeg elsker at høre deres historier

Jeanne Hartvig Hansen

De tre kolleger ved, hvilket notat der hører til hvilken borger. De dokumenterer kun de opgaver, der er sygeplejefaglig handling bag. Dokumentationen er kun til brug for dem selv.

Indtil videre har de ført notat på 80 af kommunens udsatte borgere, men har talt med langt flere.

De to gadesygeplejersker trives rigtig godt i deres nyoprettede stillinger. Selvom gruppen af borgere fordrer nye måder at tænke sygepleje på, og rykker personlige grænser for dem begge, bliver de hvor de er. Jeanne Hartvig siger omsorgsfuldt:

“Jeg elsker at høre deres historier. De fleste vil gerne fortælle. Andre er mere lukkede.”

Hun fortsætter:

“Deres baggrunde er ikke så vigtige. Det er relationen til gengæld.”

Tålmodighed er en gadesygeplejerskers vigtigste egenskab. Det er vigtigt at være der og møde gruppen af socialt udsatte på deres banehalvdel og på deres præmisser – og med anerkendelse af deres socialt relaterede problematikker.