Dinplejesektor.dk begyndte som mit afgangsprojekt fra diplomuddannelsen til fagjournalist på DMJX. Da jeg stod med afgangsbeviset i hånden, med en lav karakter og uden en praktikperiode, som almindelige journaliststuderende har, i baghånden, var jeg helt blank på, hvad jeg skulle og kunne bruge uddannelsen til.
Igennem studiet fortsatte jeg med at tage vagter som sygeplejerske. Mange kolleger spurgte:
”Vil du ikke godt skrive om os?”
Og jo, det ville jeg gerne.
Udgangspunktet var meget revolutionerende. Jeg ville belyse personalets dårlige arbejdsvilkår, som jeg selv har været del af i årevis. Men da jeg pludselig stod med ansvar for mit eget nichemedie, for alt indholdet og kiggede udad, vidste jeg, at det aldrig ville blive en succes. Og når jeg spurgte mig selv om jeg kun ville læse de dårlige og negative historier, kendte jeg svaret: ”NEJ!”
Siden åbningen den 1. december 2021 har dinplejesektor.dk gennemgået en del udvikling. Jeg har arbejdet med værdigrundlaget, layout, historier og skift af IT-hænder. I takt med, at jeg er blevet klogere på alt omkring medievirksomhed, abonnementsforretning, jura, moms & skat og alt det andet – jeg startede på nul – har jeg udviklet dinplejesektor.dk til at handle om plejesektoren i Danmark og ikke kun de ansatte og de dårlige arbejdsvilkår.
Målet og visionen er, at skabe viden om, indsigt i og inspiration til hele plejesektoren. Plejesektoren er en bevægelig størrelse og verden er hverken kun sort eller hvid. Det skal gerne skinne igennem uanset hvor på hjemmesiden du befinder dig.