Frihed og større fleksibilitet får plejepersonale til at vælge vikarlivet

Oprettet: 25. februar 2023

Af: Jeanette P.B. Dalsgård

Friheden til selv at vælge arbejdsdage og tidspunkt for sommerferien, får flere til at vælge vikarlivet fremfor en fastansættelse. Et behov for at bestemme over egen tid og muligheden for at holde fri ved højtiderne, er faktorer, som fylder hos vikarerne

Dorthe Hendriksen, Louise Hassan og Susanne Hulvej Henriksen arbejder alle tre som fuldtidsvikarer. De har valgt fastansættelse fra og stortrives med deres valg. Ingen af dem ønsker at blive fastansat igen, med mindre al vikarliv bliver lukket og slukket fra politisk side. At være herre over egen vagtplan og holde fri i fritiden, er nogle af de vigtigste ting, som har fået dem til at træffe valget – og blive i valget.
Selvom der er ulemper ved vikarlivet, fylder fordelene så meget mere, at ingen af dem ser sig selv som fastansat igen.

Friheden afgørende

På allerførste spørgsmål, hvorfor de tre fuldtidsvikarer har valgt den arbejdsform, svarer alle uden tøven:

“Friheden.”

Et behov for selv at vælge arbejdsdage og om det skal være dagvagt, aftenvagt eller nattevagt, er også svar de alle tre giver. Ønske om at være fri for at være fast del af en vagtplan, hvor en anden plotter vagter ind. Og glæden ved at holde fri eller arbejde til højtiderne, efter eget ønske.

I 2011 siger Dorthe Hendriksen en fast stilling op i Københavns kommune. Sommerferien bruger hun på at overveje, hvad hun skal. Hendes veninde foreslår, at Dorthe skal blive vikar. Efter noget betænkningstid bliver nej-hatten skiftet ud med en ja-hat. Dorthe fortæller:

“Jeg ville ikke længere være afhængig af en vagtplan og at andre skulle fortælle mig, hvornår jeg skulle møde på arbejde.”

Skulle hun noget, måtte hun bytte vagt med en kollega. Det blev hun træt af.

Dorthe Hendriksen er social- og sundhedsassistent og har ikke fortrudt sit valg en eneste gang.

“Friheden tiltaler mig. Jeg skal ikke tage hensyn til en kollega, hvis jeg skal have fri. Mine ferier bestemmer jeg selv over og jeg kan tage dagvagt, aftenvagt og nattevagt, som det passer til mig.”

Livet som vikar kan være forbundet med usikkerhed. Der kan mangle vagter, eller en vagt kan blive aflyst. Et arbejdssted kan aflyse en vikar indtil fire timer før vagtstart. I alle de år Dorthe Hendriksen har arbejdet som vikar, har hun aldrig mangler vagter. Hun er oveni købet kommet på den samme afdeling på Roskilde Sygehus de seneste seks år. En afdeling hun begyndte at komme på, da hun startede sin vikarkarriere for 12 år siden.

Også Susanne Hulvej Henriksen har arbejdet som vikar i mange år. Hun er sosu-hjælper og starter med vikarvagter ved siden af sin faste stilling. I 2004 begynder det at gå dårligt på hendes arbejdsplads og hun spørger derfor vikarbureauet om de kan bruge hende fuldtid. Hun har arbejdet som vikar siden da:

“Jeg er ikke bundet til et bestemt antal timer og hvis vi skal noget derhjemme, lader jeg bare være med at tage vagter den dag.”

I dag er Susanne ansat som vikar i Silkeborg kommune.

Stressende fritid

Louise Hassan bliver fuldtidsvikar i juli 2021. Hun er selvstændig ved siden af sit sygeplejejob og ønsker mere tid til det. Louise fortæller:

“At være vikar skaber den største fleksibilitet for mig. Det handler om at arbejde mindst muligt for flest mulige penge. Som vikar kan jeg nøjes med at arbejde otte dage om måneden. Det frigiver tid, plads og mest mulig ro til min virksomhed.”

Louise arbejder derfor kun i weekenderne. I hverdagene udvikler hun sin egen virksomhed. Med tiden håber hun, at komme helt væk fra sygeplejefaget.

Sygeplejersken husker, hvordan tiden som fastansat havde en enorm indvirkning på hendes fritid:

“Der var mange sygemeldinger, hvor jeg arbejdede. Min leder ringede tit når jeg havde fri og spurgte om jeg kunne tage en ekstra vagt, omlægge nogle timer eller på anden måde hjælpe.”

Louise Hassan mindes det dybe suk i røret, når hun sagde nej.

“Det var stressende for mig og jeg blev træt af det evige pres, der var på mig i min fritid. Jeg følte ikke jeg havde fri når jeg havde fri.”

Louise var hele tiden i dårligt humør, træt og frustreret.

Samarbejdet med de to eksterne vikarbureauer, hun tager vagter for, er anderledes. Louise er ikke forpligtet til at svare når de sender en sms. Det er også helt anderledes okay at sige nej til en vagt, når bureauerne en sjælden gang ringet.

Fastansættese: Nej tak

Under valgkampen til folketingsvalget i 2022 bebuder statsminister, Mette Frederiksen (A), at hun vil lukke ned for vikarlivet.
Det bekymrer ikke Dorthe Hendriksen. Hun er sikker på, at de interne vikarkorps er kommet for at blive. I 2019 opretter Region Sjælland deres interne vikarkorps. Og fordi Dorthe Hendriksen kun ønsker at tage vagter på sygehusene, arbejder hun kun for det interne korps.
Om muligheden for en fastansættelse, svarer hun uden den mindste tvivl:

“Fastansættelse i det her? Det kommer aldrig til at ske. Det holder jeg ikke til.”

Det er arbejdsvilkårene Dorthe ikke holder til. Selvom vilkårene er de samme som vikar, som de er for en fastansat, kan hun selv vælge som vikar. Det frie valg giver Dorthe Hendriksen mere energi og mere overskud til at klar de vagter hun tager.

At jeg, af alle mennesker, vælger vikarlivet, med alle dens usikkerheder, fortæller noget om, hvordan forholdene er i en fastansættelse

Louise Hassan, sygeplejerske

Is i maven

Heller ikke Louise Hassan har travlt med at komme tilbage i en fastansættelse. Fleksibiliteten som vikar fylder for meget for sygeplejersken.
Der er altid en risiko for, at vagterne bliver aflyst, eller at et arbejdssted lukker ned for vikarbrug, enten i en kortere eller permanent periode. Usikkerheden får ikke Louise til at overveje en fastansættelse. Som det ser ud nu, er det en sidste udvej. Lige nu er der vagter nok:

“Det kræver en vis grad af is i maven og tillid til, at der bliver ved med at være vagter.”

Når muligheden opstår, arbejder Louise også i Norge. For tiden er der rift om vagterne, efter medierne har haft fokus på det. Friheden er for vigtig for hende. Hun siger eftertænksomt:

“At jeg, af alle mennesker, vælger vikarlivet, med alle dens usikkerheder, fortæller noget om, hvordan forholdene er i en fastansættelse.”

Hvis Louise Hassan kan få den samme frihed og fleksibilitet, hun har som vikar, lagt sammen med sikkerheden ved en fastansættelse, kan en fast stilling godt blive en mulighed for hende.

Fordele opvejer ulemper

De tre vikarer er bevidste om, at der også er ulemper forbundet med deres frie liv. Der er ingen løn under sygdom. Sosu-assistent, Dorthe Hendriksen fortæller:

“Hvis man glemmer at melde sig til at modtage sygedagpenge, får man ingenting.”

Pensionsbidraget fra arbejdsgiver er lavere. Der er cirka 10 procent til forskel på en fastansat og en vikar. Der er mulighed for, at lægge ekstra til side selv.

Ingen af dem savner personalemøderne. Heller ikke kurser og efteruddannelse.

Louise Hassan, sygeplejerske, siger:

“At være vikar er mit indtjeningsgrundlag, ikke mit inspirationsgrundlag.”

De tre vikarer er enige om, at fordelene langt overstiger ulemperne.

Susanne Hulvej Henriksen har været sosu-hjælper siden 1996. En ulempe hun tydeligt husker fra sin tid som fastansat, er, at personalegruppen allerede i januar måned blev spurgt, hvornår de ville have sommerferie. I dag bestemmer hun selv, hvornår sommerferien skal arrangeres.

Forringet kvalitet

I en DSR-analyse (klik her), som er foretaget blandt medlemmer af Dansk Sygeplejeråds lederforening i juli 2022, fremgår det, at 68 procent af de ledende sygeplejersker oplever, at kvaliteten af plejen bliver stærkt forringet ved brugen af vikarer.
Den kritik tager Louise Hassan med et gran salt. Hun tager hovedsageligt vagter på to forskellige afdelinger i Region Hovedstaden:

“Det kan godt være jeg er ny medarbejder, men jeg er ikke ny sygeplejerske.”

Louise har været sygeplejerske siden 2013. Hun betragter sig selv som en ansvarsbevidst og lærenem sygeplejerske. Hvis hun er i tvivl om noget, spørger hun de andre på afdelingen. Hun oplever, at de er søde til at hjælpe hende, og har aldrig oplevet sure miner eller brok over det.

Dorthe Hendriksen tænker lidt over det, inden hun svarer:

“Jeg er kommet på den samme afdeling i 12 år, og fast de seneste seks år. Jeg har så meget faglig viden, de ikke kan undvære.”

Dorthe har været sosu-assistent i 23 år og har en masse erfaring at trække på.
Hun ser dog problematikken for sig, når hun en sjælden gang imellem tager vagter et andet sted. Der er hun mindre effektiv og må spørge, hvor alting ligger. Dorthe kender ikke patienterne og må læse sig frem til deres historik. I de situationer medgiver hun, at kvaliteten bliver forringet og ikke bliver det samme.

“Borgere og patienter skal have den samme kvalitet, uanset om det er en fast eller en vikar,”

slutter hun.

Vikarforbruget stiger

Ifølge tal, som TV2 bruger i en artikel (klik her) fra oktober 2022 er regionernes samlede udgifter til eksterne vikarer steget markant. I 2019 bruger regionerne 675 millioner kroner, og i 2022 var det forventede forbrug på 900 millioner kroner.
Også Region Sjælland oplever en fornyet stigning i brugen af eksterne vikarer. I 2020 falder udgiften drastisk, efter de opretter et internt korps i 2019. Allerede i 2021 stiger udgiften til eksterne vikarbureauer voldsomt igen.

Det matcher svarene, som ledende sygeplejersker giver i en DSR-analyse fra juli 2022. Her svarer 57 procent, både regionale og kommunale ledere, at de “meget oftere” eller “oftere” bruger vikarer end tidligere.

Louise Hassan, sygeplejerske, reflekterer:

“Man kigger ikke på problemet. man går ikke til kernen,”

og siger videre:

“I stedet for at kigge konstruktivt på arbejdsforhold og lønninger, benytter man i stedet tvang og indskrænker muligheder. Der bliver skabt restriktioner. Det synes jeg er problematisk.”

Flere vælger det frie vikarliv, hvor de selv laver vagtplanen og vælger tidspunkt for ferier. Det giver større fleksibilitet og flere muligheder i privatlivet. Med arbejdsforhold, som indskrænker fritiden og ophæver muligheden for selvbestemmelse, bliver fastansættelsen nedprioriteret.

I stedet for restriktioner og truslen om nedlukning af vikarlivet, kan en konstruktiv dialog med vikarerne være en mulighed for at ændre arbejdsformen i plejesektoren. En kombination af elementer både fra fastansættelse og vikarlivet, kan være en mulig løsning i et sundhedsvæsen, som fortsat er udfordret på økonomi, personale og optimistiske fremtidsudsigter.