Fra trist regnskabschef til nysgerrig SSA-elev

Oprettet: 1. september 2022

Af: Jeanette P. B. Dalsgård

I mere end fem år tager Lene Fyhn Nielsen tilløb til at skifte computerskærmen ud med uniform og gummihandsker. Det er mødet med en portør på Esbjerg sygehus, som bliver vendepunktet for hende

Mange gange har Lene Fyhn Nielsen googlet, hvordan hun kan komme til at arbejde i psykiatrien. Hun har søgt på uddannelser, som kan give hende den mulighed. Modet svigter hver gang og hun overbeviser sig selv om, at hun nok ikke kan finde ud af det alligevel. Samtidig får hun tit at vide, hvor dygtig hun er til sit regnskabsjob. Men Lene keder sig. I efteråret 2021 bliver hun sygemeldt med stress og mødet med en glad portør giver Lene skubbet til at realisere sin drøm.

Mødet med portøren

Lene Fyhn Nielsen er uddannet på Handelshøjskolen. Hun har også en Revisorassistentuddannelse og har klaret sig godt. Hun har både været controller og chef, med en god løn. Hun får tit at vide hun er dygtig til sit job. Men i mere end ti år har Lene ikke rigtigt været glad for sit arbejde. Hun keder sig og er tit vrissen og sur. Hun snerrer ad sin kæreste og datter. Der skal ske noget andet, men hun har ikke rigtigt modet til det. Hun synes psykiatrien virker spændende og googler tit, hvilken uddannelse hun kan tage, for at arbejde der.

I efteråret 2021 bliver Lene Fyhn Nielsen indlagt på Esbjerg sygehus og det sætter gang i hele den proces, som har været undervejs i næsten ti år. Lene Fyhn Nielsen bliver sygemeldt med stress og taler i den forbindelse med sin fagforening. Den helt afgørende faktor bliver en portør, som skal køre Lene til røntgen da hun er indlagt med nyresten. Lene fortæller om oplevelsen:

”Portøren var bare så glad, og jeg måtte spørge ham, hvordan han kunne være så glad bare ved at køre senge,”

og fortsætter:

”Han syntes han havde det bedste job i verden. Han talte med mennesker hver dag, hele dagen.”

Det bliver en øjenåbner for Lene, som i sit regnskabsjob oplever en større digitalisering, at al kommunikation i større udstrækning foregår via e-mail, at alt hendes arbejde kan klares via en skærm og at hun stort set ikke snakker med nogen i løbet af sin arbejdsdag.

Når gebisset skal vaskes

Efter et par samtaler med Vejen kommune og en kompetencevurdering, starter Lene Fyhn Nielsen på Grundforløb 2 i januar 2022 på sosu-skolen i Esbjerg. Hun har aldrig arbejdet inden for plejesektoren før, og kender dybeste set ikke arbejdsopgaverne. Da hun er 42 år og har en masse arbejdserfaring i bagagen, får hun lov til at gå direkte fra grundforløbet og videre på SSA-uddannelsen. Grundforløbet tager 20 uger og i juli 2022 starter hun endelig på drømmeuddannelsen.

På skolen har Lene simulationstræning for personlig hygiejne. Her lærer hun teknikken og teorien bag. Hun ved godt det er anderledes end at gøre det på et rigtigt menneske:

”Jeg tænkte det måske ville være grænseoverskridende for mig, men også, at det måtte være værre for borgeren, jeg skulle gøre det på,”

fortæller hun og fortsætter:

”De har altid klaret sig selv og nu ligger de åbne og blottede og kan ikke vaske sig selv mere.”

Et par gange har Lene snakket med borgerne om det, men kun når de selv har bragt det på bane. Flere gange har det åbnet for en god snak om borgerens liv, imens Lene har udført den personlige hygiejne.

”Det værste jeg ved er, når jeg skal vaske et gebis,”

siger Lene Fyhn Nielsen.

Den korte tid Lene har været SSA-elev har rykket mange grænser. Fra at tænke meget over de opgaver hun løser i løbet af dagen, er det mere en naturlighed i dag og Lene fortæller:

”Der sker noget når jeg tager uniform og handsker på. Det bliver noget a la det er de opgaver jeg skal løse i dag. Nu gør jeg det bare.”

Beboerne har katetre og stomiposer, som skal tømmes, men det har hun også vænnet sig til. Hun forklarer, at det kun er en lille del af arbejdsdagen.

Lene Fyhn kan godt lide den personlige pleje. Hun kan også godt lide at have ansvar og mener at uddannelsen til social- og sundhedsassistent passer godt til hende. Om hun skal være sygeplejerske, ved hun ikke nu.

Et par måneder efter spørger min datter, om jeg har glemt, at der ikke kommer vinduespudser mere

SSA-elev, Lene Fyhn Nielsen

Alt overflødigt skåret væk

Inden Lene Fyhn Nielsen bliver SSA-elev er hun bekymret for, om hun kan klare det økonomisk. Hun har længe haft en høj løn og har derved skabt et højt forbrug. Blandt andet er Lene vant til at have vinduespudser.
Hun gennemgår budgettet og spørger sig selv om hun har behov for alle de ting. Alt overflødigt bliver skåret væk, blandt andet vinduespudseren. Lene fortæller med et grin:

”Et par måneder efter spørger min datter om jeg har glemt, at der ikke kommer vinduespudser mere.”

Og det måtte Lene indrømme, at hun havde svedt ud. Nu står hun selv for det.

Under studiet får Lene Fyhn Nielsen voksenelevløn. Det gør personer, som er over 25 år. Lene er ansat af Vejen kommune, hvor hun har fået en voksenelev-aftale. Det betyder, at hendes praktikker foregår i Vejen kommune. Den teoretiske del foregår på sosu-skolen i Esbjerg.

Aktiviteter hver formiddag

SSA-eleven suger viden og indtryk til sig. Hun glæder sig til hver dag og er i øjeblikket i praktik på et plejecenter i Askov. Der er plads til 16 beboere på den afdeling, hvor Lene er. Hun møder klokken syv, hvor hun er med til at forberede morgenmad til beboerne. I starten har Lene forskellige beboere, men planen er, at hun skal have sine egne faste:

”Jeg skal lære dem alle sammen at kende inden jeg får mine egne.”

Sidst på formiddagen er der en times tid til aktivitet for beboerne. Lene kan cykle med sine beboere, spille kort med dem eller læse højt fra avisen. Hun nyder tiden meget og synes der er meget at lære.

Særligt er hun blevet overrasket over, hvor meget kommunikation betyder:

”Den måde man taler på, kan få betydning for, at beboere bevarer roen og måden man taler på, kan være afgørende for, hvad og hvor meget man kan få gennemført med de ældre.”

Lene Fyhn Nielsen er også overrasket over den mængde af teori, der er forbundet med uddannelsen. Indtil videre synes hun, at der er god sammenhæng mellem teorien på skolen og praktikken.

Hvad nu, hvis jeg tager fejl

Lene Fyhn har længe haft en drøm om at arbejde som sosu-medarbejder. Men hun har fået overbevist sig selv om, at hun ikke kan finde ud af det. At føre drømmen ud i virkeligheden er angstprovokerende for hende:

”Hvad nu hvis min vejleder ikke kan lide det jeg laver? Hvad nu hvis det jeg forestiller mig, er forkert?”

Men efter Lene tog springet, har hun fundet ud af, at hun godt kan finde ud af det. Der er også god hjælp at hente, når hun har brug for det:

”Det hele er nyt og selvfølgelig bliver jeg i tvivl – blandt andet, hvilken rækkefølge jeg skal gøre hvad i.”

I sit gamle job kunne Lene selv bestemme, hvornår hun mødte ind på kontoret og hvornår hun arbejdede hjemme. Den frihed betød meget for hende og hun kunne lave en tandlægetid til sin datter, uden at spørge nogen. Den fleksibilitet er forsvundet og i dag skal Lene være opmærksom på alle aftaler. Den indskrænkede frihed har hun skulle vænne sig til, men hun er forbavset over, hvor hurtigt det gik. Før havde Lene sin mobiltelefon på sig døgnet rundt. Ofte fik Lene en sms om aftenen, som hun var nødt til at svare på. Eller en e-mail, som hun også måtte reagere på.
Når Lene får fri fra sin praktikplads klokken 15, har hun fri indtil næste morgen. Både kæresten og datteren har kommenteret Lenes forandring. De har begge sagt til hende, at hun ikke er sur og vrissen mere. Det vigtigste for dem alle tre, er, at Lene er glad.

I forbindelse med, at Lene starter på grundforløbet, tager hun job i et revisionsfirma, for at supplere sin elevløn. Efter tre måneder siger Lene op:

”Jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at tænde computeren. Jeg er færdig med tal. Fuldstændig færdig.”

I stedet for har SSA-eleven nu et studiejob på et plejecenter. Dels for at supplere sin elevløn, men også for at lære mere om det fag hun har valgt at gå ind i. Hun fortæller med stor glæde, hvor megafedt hun synes det er.

Hende gad jeg godt at være

Når Lene Fyhn Nielsen i dag kigger tilbage, kan hun godt se, at tilløbet til SSA-uddannelsen har ligget i kortene længe. Hun siger med sin milde, jyske accent:

”Jeg bor ud til en vej og jeg har tit været misundelig på de sosu´er, som cyklede rundt. Jeg har tit ønsket, at det var mig.”

og hun fortæller om en lignende oplevelse fra sin indlæggelse:

”Når en sygeplejerske eller SSA kom ind på min stue, kiggede jeg ofte på deres navneskilte og tænkte, at jeg godt gad at være en af dem.”

Det har på ingen måde afskrækket Lene Fyhn med de historier hun har læst om travlhed i plejesektoren:

”Journalister skriver kun de dårlige eksempler. De skriver ikke når noget går godt,”

siger hun, og ræsonnerer:

”En del af omtalen handler om der mangler personale. Hvis noget går stærkt eller hvis noget ikke bliver gjort ordentligt, er det fordi man er presset. Der mangler jo egentlig bare personale.”

Lene vil gerne bidrage til at udligne den mangel og er glad for den jobsikkerhed det giver hende, når hun er færdiguddannet.

I marts 2025 kan Lene Fyhn Nielsen kalde sig social- og sundhedsassistent. Det glæder hun sig til. Selvom hun synes psykiatrien vil være spændende, har hun opdaget, at arbejdet på et plejecenter også kan noget. Hun tjekker ofte stillingsannoncer og drømmer sig ind i flere af stillingerne. Men indtil videre nyder hun tiden som SSA-elev.