Hvor hopper kæden af?

Da jeg var i min første praktik som sygeplejerstuderende i 2005 oplevede jeg allerede den gang, hvor lidt jeg så min vejleder og når jeg spurgte om noget, var svaret ofte: ”Det synes jeg du skal gå hjem og læse på.” Da jeg havde søgt på studiet, overgav jeg glædestrålende mit optag til en sygehjælper jeg havde mødt på et kursus. Hun bønfaldte mig om, at lade være med at starte. Hun havde nemlig arbejdet på hospital i årevis og havde været vidne til forringelserne – allerede dengang. Og jeg kan kun sige, at jeg synes forholdene var bedre dengang end jeg synes de er i dag. Jeg mærker forskellene på mange måder.

Jeg har talt med frafaldne studerende, i forbindelse med min diplomuddannelse, som beskriver at de bliver sat til at tage klokker, oplever så voldsomt et pres, at de glemmer ting de har lovet patienterne, synes ansvaret er så stort, at de bliver bange for at noget skal gå galt.

Ofte ser jeg også på Facebook, i diverse mediegrupper, diverse sygepleje- og sosu-grupper, at medlemmerne udtrykker, hvordan virkeligheden ser ud. En virkelighed, som jeg også kender, fordi jeg har bevæget mig i den i over 25 år.

Men hvorfor er det så, at plejesektoren ser ud som den gør? Hvor hopper kæden af?
Der må sidde nogle folk et sted i hele denne kæde, som enten ikke lytter, som ikke videregiver information, som ikke tror på det er så slemt som plejepersonalet siger eller simpelthen ikke vil tage ansvar for at ændre det. Men hvorfor er det sådan? Et spørgsmål jeg ikke kender svaret på, men som jeg undrer mig over.
Det virker som om kommunikationen går den forkerte vej. Oppefra og ned, om jeg så må sige. Men hvad med om den gik nedefra og op? Så dem, som rent faktisk ved, hvordan marken fungerer og træder sin dagligdag dér, faktisk bliver hørt? Så de folk, som skal træffe beslutninger på deres vegne har et ordentligt og sagligt grundlag at gøre det udfra.

Derfor synes jeg det er klogt, at de unge, som vælger uddannelse i dag, vælger det fra, som de godt ved, er en hvepserede. For os i marken er tallene naturligvis nedslående, men ikke overraskende – for vi synes selv vi har fortalt, hvordan det ser ud i marken. Vi kan godt forstå, at de unge ikke vil være del af det miljø, de vilkår og den løn.
Men hvorfor er det nået dertil? Hvor hopper kæden af – og hvorfor?