Hvor er samvittigheden?

Mit allerførste indlæg handler om samvittighed.

Det gør det af to årsager:

1) Jeg er i gang med næste artikel, som handler om Second Victims-begrebet.
Det betegner en medarbejder, som får nogle psykiske og/eller fysiske overbealstningsreaktioner, som følge af en utilsigtet hændelse på en patient. Der er ikke nødvendigvis sket alvorlig skade på patienten, men det kan der være. “Det andet offer” i en utilsigtet hændelse handler simpelthen om personalet, som får en reaktion efter der fejlaftigt er gjort skade på patienten.

2) Mink-komissionen har frigivet deres rapport i dag, hvori 10 embedsmænd får hård kritik. Rigets allerhøjeste folk og den øverste juridiske myndighed. Folk, som styrer og regerer vores land, og mennesker, som skal sørge for at grundloven bliver overholdt. Statsministeren beskyldes for groft at have vildledt til at alle mink blev aflivet.

Og hvorfor blander jeg så de to emner sammen?

Jo, det gør jeg fordi jeg synes der er meget stor forskel på samvittighed hos Second Victims og de politikere og 10 implicerede embedsmænd, som jeg ser det. To direkte modpoler, vil jeg tillade mig at kalde det.
Hvordan kan landets 10 allerhøjeste embedsmænd overhovedet få sig selv til at udslette et helt erhverv ved at aflive alle mink – og så uden lovhjemmel? Hvor er deres samvittighed henne? Og det samme gælder statsministeren. Hvordan kan alle de her folk, som regerer vores land overhovedet se sig selv i øjnene? Hvorfor er de ikke trådt frivilligt af for længe siden? Hvordan kan de overhovedet få sig selv til, at fortsætte i deres embeder? Det undrer mig.

Til sammenligning er et Second Victim fyldt med samvittighed – oveni købet uden der nødvendigvis er sket alvorlig skade på den patient, de har lavet en utilsigtet hændelse på. Flere stoppper med at være plejepersonale efter sådan en hændelse, fordi den psykiske overbelastningsreaktion er så voldsom, at de har mistet troen på, at de kan finde ud af det de skal og bør. Mange bliver sygemeldt af stress efterfølgende og generelt bebrejder de sig selv det, der er sket. Mange af mine kilder fortæller, at “Hvad nu hvis?” går igen, når de tænker hændelserne igennem.

Og endnu en stor forskel, er, at embedsmændene og politikerne først lader sig mærke med noget, når det kommer frem i offentligheden. Og så er der ellers ikke grænser for bortforklaringer og ansvarsfralæggelse.
En plejepersonale indrømmer fejlen, laver en indberetning og reagerer derefter.

Og så er det jeg spørger:
Hvorfor er det, at hele 10 embedsmænd ikke har så dårlig samvittighed, at de er fratrådt frivilligt inden kommissiones rapport? Og det samme gælder statsministeren – hvordan kan hun få sig selv til at fortsætte som statsminister, efter at have udryddet et helt erhverv, med uoverskuelige konsekvenser for mange af de tidligere minkavlere?

Hvor er samvittigheden? Hvor er ansvarsfølelsen?