Bare jeg havde været taknemmelig for sundhedsvæsenet før vi fik brug for det

Den 1. november var danskerne til valg. Mig og min hustru stemte ikke. Vi sad på intensiv på Rigshospitalet med vores 7 uger gamle søn, Osvald.

7 dage før, gennemgik han en 5 timer lang åben hjerteoperation for en sjælden og alvorlig hjertefejl.

3 dage før det, tog vi til Herlev hospital, med mistanke om, at han var syg med RS virus.

2 dage før det, var vi lykkeligt uvidende på efterårsferie med vores to store børn i et sommerhus i Tisvilde.

Tanken om at betale mindre i skat, havde nok influeret vores stemmer på det tidspunkt.

Osvald har det bedre idag og undervejs vil jeg tro, at mindst 100 læger, sygeplejersker og assistenter har været med til at behandle ham, eller givet input til hans behandling.

Jeg har aldrig før mødt så dedikerede, kompetente, professionelle, overskudsagtige og omsorgsfulde mennesker, som på Rigshospitalet. Ingen i familien ville være kommet igennem dette uden dem alle.

De arbejder dag og nat, og de har deres hjerter og hoveder med sig – hver dag. Vi oplevede endda hjertelæger, der i deres fritid læste op på en sjælden komplikation, som vores dreng blev ramt af.

Aftenen før valget, spurgte jeg en af sygeplejerskerne, om hun troede på, at nogle af valgløfterne kunne gøre en forskel. Hun svarede, uden at lægge for meget i det, at det har taget lang tid at ende i denne situation, og det vil tage lang tid at ændre den igen.

Næste dag kom hun og plejede Osvald igen.

Jeg er evigt taknemlig for, at det danske sundhedsvæsen var der, da min familie fik brug for det. 

Jeg ønsker, at jeg også havde været taknemmelig for det, før vi fik brug for det.

Væggene der inde er fyldte med historier som vores.

Uanset hvordan de igangværende regeringsforhandlinger ender, så håber jeg, at vi kan holde fokus på vores sygehusvæsen. Det føles svært som enkeltperson at gøre noget i den forbindelse – mit bedste bud lige nu, er dette opslag.