Åbent brev til Sundhedsminister Sophie Løhde
Jeg har lovet mig selv at skrive pænt, men tilgiv mig, hvis der sniger sig nogle spydigheder ind hist og pist.
Du er tilbage i trøjen – velkommen!
Vi har et sundhedsvæsen, som er ved at kollapse. Med vi mener jeg Danmark. jeg mener os, som er personale og jeg mener jer med overordnede ansvar for løsninger. Det er værre end jeg tænker du tror. Der skal ikke bare “lidt” eller “noget” til mere og det er ikke bare “i øjeblikket”. Kollapset er i fuld gang.
Mit forslag til dig er, at du bevæger dig ud i marken og selv ser og prøver faget indefra. Du skal følge alle faggrupper og gerne en uge ad gangen. Det giver det mest reelle billede. Ind imellem er der rolige dage, selv på den mest travle arbejdsplads. Derfor er det nødvendigt, at du tilbringer længere tid samme sted.
Og så beder jeg dig om, at møde op uden de fordomme og ikke mindst fordømmende holdninger til personalet, som du havde sidst du var minister.. Den nedladende og respektløse facon gavner ingen. Tværtimod skaber den modstand og modvilje. Og vi kan lige så godt samarbejde, nu, hvor du har takket ja til endnu en periode som minister for området.
Jeg synes du skal komme ud både de altid travle steder og de mere humane. Og altså i alle grene af plejesektoren. For at få det bedste og mest givende overblik, i dit fremtidige arbejde inden for plejesektoren, vil det være den bedste ide, at være med hele vejen rundt.
Jeg er (desværre) ikke leder, men lur mig om der ikke er mange, som godt vil invitere dig inden for? Og hvis det sker, så håber jeg samtidig, at du får lov til at se hverdagen, som den udspiller sig for personalet. Så du får en reel ide om, hvad der rent faktisk sker og hvordan det faktisk er, at være plejepersonale.
Tal åbent og lyt oprigtigt nysgerrigt til dem, som kender opgaverne og som mærker konsekvenserne af jeres beslutninger.
Der er mange begreber, jeg tænker du aldrig har hørt og nok slet ikke ved, hvad betyder:
– Forråelse
– Defusing
– Second Victims
Der sker så meget mere i plejesektoren end det, men vær åben for, hvad der sker og ikke mindst hvorfor.
Vi andre ved også godt der bliver vist dokumentarer om plejehjem i Danmark. Spørg dig selv og spørg ude i marken, hvad årsagen er. Helt til bunds. Det er den bedste måde, at komme det til livs på.
Til sidst vil jeg tilbyde dig gratis abonnement af min hjemmeside når den nye lanceres i januar. Der kan du indhente god viden og inspiration.
Selvom brevet er fra mig, ved jeg at mange af mine kolleger er enige.
Med venlig hilsen
Jeanette Dalsgård
Sygeplejerske og fagjournalist